Oversvømmelser skaber trafikale problemer

Vandet står højt mange steder i Syd- og Sønderjylland efter fredagens skybrud, og det generer trafikken

(Foto: Christer Holte)
(Foto: Christer Holte)

Voldsom regn og skybrud satte fredag områder i det sydlige Jylland under vand.

Især Varde og Esbjerg blev hårdt ramt, og i Varde arbejder redningsberedskabet fortsat på højtryk for at pumpe vand væk fra en trafikeret omfartsvej.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved Varde er det en del af Søndermarksvej, der er spærret.

- Afspærringen omfatter en del af omfartsvejen ved Varde. Dermed berører den blandt andet mange turister, der - fordi det er skiftedag - er på vej til eller fra sommerhuse i området og ved Vestkysten, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen til Ritzau.

- Meldingen fra redningsberedskabet er, at det vil tage lang tid at få vandet væk. Der er derfor iværksat omkørsel i området, siger han.

Dertil kommer, at flere mindre veje i Syd- og Sønderjylland stadig står under vand efter fredagens voldsomme vejr.

- Der må trafikanterne køre efter forholdene, siger Ivan Gohr Jensen.

(Foto: Christer Holte)
(Foto: Christer Holte)
 

I Esbjerg er et af byens befærdede vejkryds blevet genåbnet efter ihærdigt pumpearbejde. Gadebelysningen og lyssignalet er dog ude af drift, og der er ikke udsigt til, at det kommer til at fungere foreløbigt, lyder det fra politiet.

Det drejer sig om krydset mellem Kjersing Ringvej og Østre Gjesingvej.

Flere andre lyskryds i Esbjerg-området har også været i udu på grund af vandmasserne.

Ifølge politiet har redningsberedskabet "et par steder" kæmpet for at undgå, at vandmasserne trak ind i husene.

Det voldsomme vejr fredag gik også ud over københavnerne.

Værst gik det ud over den nordlige del af hovedstadsområdet, hvor Herlev, Charlottenlund, Hellerup, Lyngby, Bagsværd og Gladsaxe blev hårdt ramt af regnen.

1 kommentar
Vis kommentarer