Overvældende støtte til Bonnies pølsevogn: 'Det kommer bag på mig'

Bonnie er sindssygt glad for, at så mange støtter hende, fortæller manden bag indsamlingen

I morgen lukker indsamlingen til Bonnie Cleo Andersens pølsevogn. (Foto: Hansen & Pedersen Film & Fjernsyn ApS)
I morgen lukker indsamlingen til Bonnie Cleo Andersens pølsevogn. (Foto: Hansen & Pedersen Film & Fjernsyn ApS)

Støtten vælter ind til Bonnie Cleo Andersen, hvis hårde liv som prostitueret, danskerne fik et indblik i søndag aften i dokumentaren 'Bonnie og de tusinde mænd'.

Her fulgte man den 40-årige mor i hendes hverdag, og i passager af dokumentaren fortalte Bonnie om sin drøm om at eje en pølsevogn og være pølsemutter.

'Så holder jeg mig i pølsebranchen', som den landskendte prostituerede grinende siger til en pølsevognsejer i dokumentaren.

Se også: Kan snart købe to pølsevogne: Glad for at støtte dig, Bonnie

Startede indsamling

Fortællingen om Bonnies hård liv og opvækst, og ikke mindst hendes drøm om at komme ud af den hårde branche, fik Søren Henriksen til at oprette en indsamling på caremaker.dk, hvor danskere kunne give et bidrag til, at Bonnie kan få råd til en pølsevogn.

Og det har de gjort i stor stil. I skrivende stund er der således samlet hele 147.602 kroner ind.

- Jeg havde ikke troet, opbakningen ville være så stor. Det kommer bag på mig. Jeg var sikker på, at mange blev berørt af Bonnies situation og ville støtte, men slet ikke så mange, fortæller den 43-årige journaliststuderende Søren Henriksen til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Jeg synes, det viser, at vi danskere stadig har en evne til at støtte op om folk, der er i en svær situation. Jeg har erfaret, at det kan være svært at opnå den her støtte, når der er tale om en dansk, prostitueret kvinde, fordi mange har en holdning om, at de bare kan gøre noget andet eller tjene mange penge, men sådan er det ikke. Så det her viser, at vi har lyst til at hjælpe.

- Ved du, hvor meget pølsevogn, man kan få for 147.000 kr.?

- Nej, det kommer an på så meget, men det er ikke noget, jeg er inde over. Men jeg antager, at man i hvert fald er godt på vej til det køb, siger Søren Henriksen, der i et tidligere interview har forklaret, at han ikke ville stille krav til, at Bonnie bruger pengene til en pølsevogn.

På denblåavis.dk står den dyreste pølsevogn, der er til salg, til 225.000, men det lader også til at være en luksusmodel med softice-maskine og to pandekage-plader.

I to år har DR1 fulgt Bonnie Cleo Andersen, og et døgn før udsendelsen, blev hendes kæreste dræbt, fortæller hun på Facebook. (Foto: Hansen & Pedersen Film & Fjernsyn) 112 - 14. sep. 2015 - kl. 07:32 Dobbeltdrab i Sorø: Bonnie var kæreste med en af de to skuddræbte

Flere hundrede danskere har givet et bidrag til Bonnies pølsevogn.
Flere hundrede danskere har givet et bidrag til Bonnies pølsevogn.
 

Håber, hun kan bryde den sociale arv

En af de mange mennesker, der har valgt at støtte indsamlingen til Bonnie, er Charlotte Dybvik fra Roskilde.

Hun blev rørt, da hun så DR-dokumentaren, og gik ind og støttede med 1000 kroner.

- Jeg så udsendelsen, og den rørte mig meget. Jeg tænkte på, at jeg og mine børn har og har haft et godt liv, og så vil jeg gerne give et bidrag, når jeg kan.

- Man så, at hun var kommet så langt ud, at hun sågar havde skrevet et afskedsbrev til sine børn, fordi hun godt vidste, hvor det bar hen. Uden jeg kender hende eller hendes familie, så håber jeg, at hun kan bryde den sociale arv, som hun er en del af, og give sine egne børn en god tilværelse, hvis hun kan bryde ud af det mønster, hun er i, siger Charlotte Dybvik.

I to år har DR1 fulgt Bonnie Cleo Andersen, og et døgn før udsendelsen, blev hendes kæreste dræbt, har hun afsløret på Facebook. (Foto: Hansen & Pedersen Film & Fjernsyn) 112 - 18. sep. 2015 - kl. 14:32 Bonnie havde sin kærestes formodede morder til middag

Sindssygt glad

Da Søren Henriksen oprettede indsamlingen, var målet i første omgang at nå 10.000 kroner, men støtten har været så stor, at der slet ikke er noget mål mere.

Han håber dog, at indsamlingen kan runde 150.000 kroner, før den lukker i morgen.

- Indsamlingen lukker i morgen, og den rykker sig heller ikke så meget længere. Jeg havde aldrig forventet, at den ville komme så langt op, men det kunne da være fedt at nå over 150.000 kroner. Louise, som sammen med en, der hedder Linda, har hjulpet med indsamlingen, har lovet at hoppe i havnen i Ebeltoft, hvis vi når det mål, fortæller han.

Bonnie Cleo Andersen har haft en hård uge, efter dokumentaren blev sendt. Mandag kom det frem, at en af de to dræbte i dobbeltdrabet i Sorø var hendes kæreste. Derudover blev hun tidligere på ugen sat på gaden af sin husejer.

Ifølge Søren Henriksen, der skriver sammen med hende, er hun meget nede i øjeblikket på grund af de mange ulykkelige episoder.

Hun er dog bekendt med, at mange mennesker har valgt at støtte op om hende i forbindelse med indsamlingen til hendes pølsevogn.

- Hun har skrevet, at hun simpelthen er så rørt og berørt. Hun er sindssygt glad for, at så mange støtter hende. Det havde hun aldrig regnet med, og det har, så vidt jeg kan forstå, gjort meget for hende. Det er skønt at høre, at der er et menneske i den anden ende, som tager imod og forstår, at der er rigtig mange, der vil hende noget godt, fortæller Søren Henriksen.

Vil du gerne støtte indsamlingen til Bonnie, kan du klikke her.

Indsamlingen lukker søndag.

Se også: Bonnie fra tv efter dobbeltdrab: - Mine drenge kan ikke leve uden jer

164 kommentarer
Vis kommentarer