Oxfam: Landechef indrømmer sexkøb

Oxfam fremlægger rapport fra 2011, som dokumenterer påstand om, at landechef købte sig til sex i Haiti

Oxfams tidligere landechef for Haiti indrømmede i 2011, at han havde købt sex af prostituerede i forbindelse med den britiske organisations nødhjælpsindsats i landet efter en jordskælvskatastrofe i 2010.

Indrømmelsen fra landechefen fremgår af en intern undersøgelse, som Oxfam offentliggør mandag.

Undersøgelsen var udløst af beskyldninger om, at flere af hjælpegruppens medarbejdere i Haiti hyrede unge prostituerede.

At Oxfam fremlægger en flere år gammel undersøgelse nu, skyldes at organisationen er kommet under et voldsomt pres efter afsløringer i avisen The Times for to uger siden.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters første gang, at Oxfam direkte forholder sig til beskyldninger mod den forhenværende landechef Roland Van Hauwermeiren.

Se også: Filmstjerne kvitter Oxfam efter sexskandale

Han har efter afsløringerne i The Times afvist at have benyttet prostituerede eller misbrugt mindreårige i Haiti. Han opsagde sin stilling hos Oxfam i 2011.

Reuters har forgæves forsøgt at kontakte Roland Van Hauwermeiren for en kommentar til mandagens oplysninger fra Oxfam.

I et fire sider åbent brev til en tv-station i sit hjemland, Belgien, torsdag forklarede Van Hauwermeiren, at han opsagde jobbet i Haiti, fordi han ikke havde formået at udøve tilstrækkelig kontrol med medarbejdere beskyldt for seksuelt misbrug.

Hjælpegruppen begrunder offentliggørelsen af rapporten fra 2011 med, at den tilstræber fuld åbenhed, om "de beslutninger vi traf". Samtidig er det en erkendelse af de tillidsbrud, som afsløringerne har forårsaget.

Flere af Oxfams globale ambassadører, deriblandt Desmond Tutu, Sydafrikas tidligere modtager af Nobels fredspris, har trukket sig som følge af skandalen.

Den britiske regering har desuden midlertidigt indstillet den økonomiske støtte til Oxfam, og EU gør sig samme overvejelser.

Haitis præsident kræver en undersøgelse af andre udenlandske hjælpegrupper i landet for tilsvarende overtrædelser.

25 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere