For år tilbage kæmpede tv-værten Poul Guldborg for forbrugernes rettigheder i programmet 'Rene Ord for Pengene'.
Nu er den 57-årige mand, som i dag er selvstændig kommunikationsrådgiver, selv havnet i en gevaldig forbruger-klemme.
Aarhus Kommune har nemlig udstyret Poul Guldborg med en parkerings-afgift, fordi han parkerede sin bil delvist inde på et fortov.
- Men man kan jo overhovedet ikke se, at der er et fortov. Det hele er et stort vildnis af brombærkrat og brændenælder. Ikke engang en soldat fra Jægerkorpset vil kunne trænge gennem buskadset, siger Poul Guldborg til Ekstra Bladet.
Poul Guldborg er så oprørt over parkerings-afgiften, at han er parat til at gå hele vejen for at få ret.
- Det her handler om rimelighed og min retfærdighedssans, fastslår Guldborg.
Ville vise hensyn
Sagen tog sin groteske begyndelse 8. maj, hvor Poul Guldborg ville parkere sin Ford Mondeo på den smalle Skovridervej i Aarhus. Der er parkering forbudt i den ene side af vejen. Derfor parkerede Guldborg i den modsatte side.
- For at vise hensyn og give bedre plads til bilisterne ude på selve vejen holdt jeg helt ind til siden. Da jeg senere kom tilbage, havde jeg fået en parkeringsafgift, fordi jeg har parkeret inde på fortovet. Men det er jo komplet umuligt at se, at der overhovedet er et fortov. Folk kan ikke gå på fortovet, fordi kommunen ikke har vedligeholdt det.
- Det er komplet tåbeligt, at jeg skal have en parkeringsbøde for at blokere for gående, som i forvejen ikke kan gå på stedet, fordi kommunen ikke passer det, fastslår Poul Guldborg.
Dobbeltmoralsk
Poul Guldborg er stærkt irriteret over Aarhus Kommunes opførsel, som han betegner dobbeltmoralsk.
- Kommunen kræver af sine borgere, at de skal vedligeholde deres fortov, så man uhindret kan passere med en stor barnevogn eller en rollator. Men kommunen passer ikke selv sit eget fortov på Skovridervej. Hvordan skal jeg kunne se, at der er et fortov, når det ikke er der, spørger Poul Guldborg.
Aarhus Kommune har henvist til, at vejen og 'fortovet' tydeligt er adskilt af en række brosten. Men den forklaring køber Guldborg ikke.
- De brosten ligger helt plant med selve vejen, så der er absolut intet, som indikerer, at der her er et fortov.
Aarhus Kommune har også over for den tidligere tv-vært oplyst, at kommunen har fået tilladelse til ikke at skulle vedligeholde fortovet ved den pågældende vejstrækning.
- Det er politiet, som kan give en sådan tilladelse. Jeg har nu bedt om dokumentation for, at kommunen vitterlig har fået en sådan tilladelse. Det virker underligt. For der ligger en børnehave på stedet. For øjeblikket må børnene gå ude på vejen, fordi fortovet er blokeret af det kommunale vildnis.
Handler ikke om penge
Den tidligere tv-vært understreger, at sagen for ham ikke handler om penge.
- Det her handler alene om retfærdighed. Jeg er parat til at gå hele vejen gennem retssystemet for at få ret. De kan sætte fogeden på mig. De kan faktisk gøre, hvad de vil, for jeg betaler ikke.
Poul Guldborg betegner stedet som en regulær pengemaskine for kommunen.
- Jeg er jo ikke den eneste, som parkerer inde over det såkaldte fortov. Det gør en lang række bilister - netop for at vise hensyn til den øvrige trafik. Nu er det på tide, at nogen tager kampen op. Og det gør jeg så, siger Poul Guldborg.