På besøg i Danmark: Spansk dommer afviser arrestordre mod Puigdemont

Arrestordren mod den tidligere catalanske leder, vil ikke blive genaktiveret, lyder det fra den spanske højesteret

Der opstod kaos, da Carles Puigdemont landede i lufthavnen. Video: Ritzau

Spaniens højesteret meddeler, at den ikke vil genaktivere den europæiske arrestordre for den tidligere catalanske leder, Carles Puigdemont, skriver Reuters.

Dermed kan han efter al sandsynlighed gennemføre sit nuværende besøg i Danmark uden at få problemer med de danske myndigheder.

Tilbage i november blev der ellers udstedt en arrestordre mod Puigdemont, der på daværende tidspunkt befandt sig i Belgien, men den blev siden trukket tilbage, da dommeren forventede, at den afsatte leder ville komme tilbage til Spanien for at deltage i Cataloniens parlamentsvalg i december.

Samfund - 22. jan. 2018 - kl. 08:44 Kaosscener i lufthavnen: Omstridt spansk leder er landet i Danmark

Det skete dog ikke, da Puigdemont i stedet valgte at holde valgkamp fra sit eksil i Belgien.

Puigdemont og de øvrige partier, der går ind for catalansk uafhængighed, endte med at vinde afstemningen, men Puigdemont selv har indtil mandag fortsat opholdt sig i Belgien, da han frygter, han bliver anholdt, hvis han kommer til Spanien.

Kan gennemføre debat
Da han mandag kom til Danmark var det derfor første gang, han forlod Belgien, siden han flygtede fra sit hjemland efter at den spanske regering havde opløst Cataloniens regionale regering og krævet Puigdemont fængslet for brud på forfatningen og for at opildne til ulydighed.

I forbindelse med hans rejse til Danmark, havde de spanske myndigheder derfor krævet, at dansk politi skulle anholde ham og udlevere ham til Spanien.

Det ville dog formentlig kræve en dommerkendelse, og den kendelse har den spanske højesteret altså nu afvist at give. En arrestordre fra Spanien ville ellers via EU-samarbejdet få den danske rigsadvokat til at kræve Puigdemont fængslet, hvorefter en dansk dommer ville skulle tage stilling til, om han skulle udleveres til Spanien.

Det ser dog altså nu ud til ikke at blive aktuelt, og Puigdemont kan i stedet gennemføre sit besøg i Danmark.

Under sit ophold i Danmark skal Puigdemont blandt andet mandag eftermiddag deltage i en debat på Københavns Universitet, mens han tirsdag skal på besøg i Folketinget. Hverken regeringspartierne eller Socialdemokratiet ønsker dog at mødes med Puigdemont på grund af den nuværende situation i Catalonien, som officielt af Danmark er blevet kaldt et internt spansk anliggende.

 

Ønskes genindsat som præsident
Tidligere mandag valgte Cataloniens nyvalgte parlament formelt at pege på Puigdemont som leder af den fremtidige selvstyreregering.

Den idé er dog tidligere blevet pure afvist af den spanske premierminister Manuel Rajoy, som blankt har afvist, at det kan komme på tale, at Puigdemont kan stå i spidsen for Catalonien, så længe han befinder sig i sit eksil i Belgien.

Samtidig hører Rajoy til blandt dem, der ønsker Puigdemont anholdt og retsforfulgt, så snart han træder inden for Spaniens grænser - og han så altså også meget gerne, at Puigdemont bliver anholdt, mens han befinder sig uden for Spanien, men det er foreløbig ikke lykkedes.

OVERBLIK: Krisen mellem Catalonien og Spanien

Den catalanske separatistleder Carles Puigdemont har trodset den spanske anklagemyndigheds trussel om arrestordre og er mandag morgen landet i lufthavnen i København.

Advarslen fra den spanske anklagemyndighed er seneste kapitel i en efterhånden lang fortælling om krisen mellem Spanien og regionen Catalonien.

Her er et overblik over, hvordan den har udspillet sig:

* 1. oktober 2017:

Der afholdes ulovlig folkeafstemning i Catalonien om løsrivelse fra Spanien. Stemmeprocenten ender på 43 procent. 90 procent stemmer for løsrivelse.

* 27. oktober 2017:

Parlamentet i Catalonien stemmer for at løsrive sig fra Spanien.

Samme dag opløser premierminister Mariano Rajoy parlamentet og lokalregeringen og udskriver valg i Catalonien.

* 31. oktober 2017:

Den fyrede selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, dukker op i Belgien, dagen efter at der er sendt en arrestordre ud på ham.

* 3. november:

En spansk domstol udsteder en europæisk arrestordre mod Puigdemont og fire tidligere ministre, der er rejst med ham til Belgien. Den europæiske arrestordre bliver siden trukket tilbage.

* 21. december 2017:

Der afholdes valg i regionen. Ciudadanos, som er imod løsrivelse, bliver det største parti. Men separatisterne opnår flertal med 70 af i alt 135 sæder i parlamentet.

* 19. januar 2018:

Det kommer frem, at Carles Puigdemont for første gang vil forlade sit eksil i Belgien for at tage til København.

* 21. januar 2018:

Den spanske anklagemyndighed oplyser, at Spanien vil have Carles Puigdemont anholdt og udleveret, hvis han rejser til Danmark.

* 22. januar 2018:

Carles Puigdemont lander i København, hvor han efter planen skal holde oplæg på Københavns Universitet og mødes med en gruppe folketingspolitikere.

Kilder: AFP, Reuters, dpa, BBC, politico.eu og The Economist.

 

Opdateres...

60 kommentarer
Vis kommentarer