På flugt fra voldelig samlever: Bor på gaden med børnene

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Siden Københavns Kommune solgte alle sine lejligheder, har de ikke selv haft boliger at tilbyde hjemløse. Så bedste råd fra Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, er, at brevskriveren sætter sig foran et krisecenter med sine børn og venter på at blive lukket ind. Modelfoto: Shutterstock.com
Siden Københavns Kommune solgte alle sine lejligheder, har de ikke selv haft boliger at tilbyde hjemløse. Så bedste råd fra Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, er, at brevskriveren sætter sig foran et krisecenter med sine børn og venter på at blive lukket ind. Modelfoto: Shutterstock.com

Hej Puk

Jeg er en ung, enlig mor, der er født og opvokset i Københavns Kommune. Jeg mødte en mand fra Jylland, som jeg blev forelsket i og endte med at flytte over til.

Det gik dog ret hurtigt op for mig, at han var psykopat. Nærmest ugen efter, at jeg havde flyttet mine møbler ind og skiftet min adresse, begyndte han at slå mig. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var nødt til at flytte hjem til København, hvor min familie bor, og hvor jeg har mit netværk.

Da jeg kom tilbage, fik jeg med det samme mine børn tilbage i deres gamle institutioner, og vi fik adresse hos et familiemedlem – dog kun for at have en adresse i København. Det er ikke et sted, jeg kan bo med mine to børn.

Vi sover derfor på sofaen rundt omkring hos venner og veninder, men det er helt uholdbart med to børn. Heldigvis er jeg ikke i arbejde, så jeg kan sagtens overskue alt det praktiske, men det slider på mig psykisk – og også på mine børn, der også lige har været igennem alt det med ham psykopaten.

Jeg har næsten hver dag løbet kommunen på dørene uden at få hjælp. De siger, at de ikke vil skrive mig på bolig-akutlisten, da jeg selv valgte at flytte til Jylland i sin tid. De mener, at det er selvforskyldt, at jeg er boligløs, og at de derfor ikke kan hjælpe mig og børnene.

Har du et godt råd? Jeg er desperat.

Med venlig hilsen N

 

Kære N
Krisecentrene må ikke afvise dig. De skal enten hjælpe dig med en plads eller finde plads til jer et andet sted.

Boligmarkedet i præcis København er blevet for de rige. Siden begyndelsen af 90’erne, hvor Københavns Kommune solgte alle sine lejligheder, og de blev omlagt til andelsboliger, er det blevet nærmest umuligt at komme i nærheden af dem prismæssigt. Kommunen har ikke selv haft boliger at tilbyde til hjemløse siden da.

Kommunen har kun en anvisningsret til en lille del af de almennyttige boliger, der i øvrigt også bare stiger og stiger i pris. Så man skal have mange penge blot for at have råd til at bo i en almennyttig bolig i København. Man kan dog i Ørestaden i København finde lejligheder, der koster næsten det samme som dem, man får tilbudt hos de almennyttige boligselskaber.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Med andre ord: Er du uden formue, må du kigge mod Lolland, Falster, Møn eller Langeland efter en bolig, ellers du må tage turen tilbage til Jylland, hvor de også har boliger til normale priser. Faktisk anbefaler Københavns Kommune selv borgere til at flytte ud af København.

Jeg vil anbefale, at du sætter dig på dørtrinet foran et krisecenter i København med dine børn – og venter på, at de tager dig ind. Det er din eneste vej tilbage til boligmarkedet. For det koster trods alt kommunen at have dig og dine børn placeret der.

Men du skal være opmærksom på, at du IKKE kan tillade dig at være kræsen, når og hvis du er så heldig at få tilbudt en bolig. Kommunen har simpelthen så få at anvise, at du skal være heldig, hvis du overhovedet kommer i nærheden af en i København.

Ønsker dig og dine børn alt held og lykke til fremover.

Med venlig hilsen Puk

Noter

Krisecentre i Danmark: Her får du et link til en liste over krisecentre i Danmark.

Lev Uden Vold driver den nationale hotline om vold i nære relationer. Du kan ringe døgnet rundt, og du kan være anonym. Du kan tale med en rådgiver eller blive henvist til et andet hjælpetilbud, for eksempel et krisecenter. Ring til Lev Uden Vold på 70 20 30 82.

38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold, oplyser Statens institut for Folkesundhed på baggrund af tal fra 2018.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere