Krigen i Ukraine har sendt priserne i de danske supermarkeder på himmelflugt.
Og det ser ikke ud til at, de falder lige foreløbigt. Nærmere tværtimod.
Mandag hæver mastodonten Salling Group nemlig priserne på en del af deres varesortiment i butikker som Føtex, Bilka og Netto.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Intet tal
Salling Group vil dog ikke ud med, hvor mange varer det drejer sig om. Det oplyser presseansvarlig Jacob Krogsgaard Nielsen i en mail til Ekstra Bladet:
'Det præcise antal går vi ikke ind i, men som alle andre er vi desværre også nødt til at hæve priserne. Udgifterne til især energi er voldsomme og med de rekordhøje prisstigninger fra leverandørerne, dækker de højere forbrugerpriser ikke vores omkostninger.'
Han vil heller ikke komme ind på, hvor meget varerne stiger i pris.
Hos konkurrenten Coop, der står bag blandt andet SuperBrugsen, Kvickly og Fakta melder man samtidig om prisstigninger, men man regner ikke med at hæve priserne på masser af varer på én gang.
Man vil i stedet løbende tilpasse dem, lyder det kort fra pressechef Jens Juul Nielsen.
Den norske supermarkedskæde Rema 1000 er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.
Steget med 41 procent
Det står allerede soleklart for danske forbrugere, at de danske dagligvarebutikker har hævet priserne de seneste måneder på grund af krigen i Østeuropa.
Eksempelvis er prisen på raps- og solsikkeolie steget med 41 procent på et år.
Pasta ligger 24 procent højere end for et år siden.
Råvarerne i begge produkter stammer i høj grad fra Rusland og Ukraine, hvor forsyningskæderne grundet krigen nu er blevet usikre.
Også prisen på smør er gået i vejret, og er på fem uger steget med 15 procent. Fløde og mozzarellaost er steget med ni procent.
Den tragiske situation i Ukraine har altså stor indflydelse på danskernes privatøkonomi. Herunder guider en forbrugerøkonom dig i, hvordan du kan holde udgifterne nede trods prisstigninger.