Påskesol forude: Nu vender det

Påskevejret bliver en blandet fornøjelse med temperaturer under frysepunktet og over 15 grader

Du skal både have vinterjakken og forårsjakken med på påskeferie. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Du skal både have vinterjakken og forårsjakken med på påskeferie. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Du skal pakke tøj til meget forskelligt slags vejr, hvis du skal på påskeferie i Danmark den kommende uge.

Påskevejret bliver nemlig en blandet pose bolcher, der både kan byde på nattefrost og temperaturer på op til 16 grader nogle steder i landet.

Det fortæller vagtchef ved DMI Frank Nielsen.

- Vi har et vejrskifte, der er i gang idag. Vi har en koldfront med regn på vej gennem Jylland og Fyn, der når København i formiddagstimerne.

Vejret bliver nogenlunde det samme palmesøndag, men så kommer der et skift, hvor foråret for alvor viser sig fra den bedste side tirsdag og onsdag.

- Mandag, tirsdag og onsdag bliver rigtig godt udendørsvejr med over 15 grader grader nogle steder.

- Onsdag er lidt speciel. Nogle steder af landet kan få meget varme temperaturer hele dagen, mens andre dele kan få en halv dag.

Skifter igen
Der kommer nemlig en koldfront fra det østlige Grønland rullende torsdag, der gør at vejret igen skifter til det køligere, hvor nattefrosten kan vende tilbage.

- Hvis man skal sige noget positivt om den sidste del af påsken, så ser det ud til, at der ikke kommer så meget nedbør. De kan danne sig enkelte steder, men der bliver stadig plads til sol, selvom det bliver køligere.

Frank Nielsen fortæller, at det stadig vil være fint udevejr, selvom temperaturen falder. Dog ikke helt godt nok til en udendørs påskefrokost.

- Hvis du har ambitioner om at holde påskefrokosten udenfor, kan det godt blive en kold omgang, afslutter han.