Pædagoger får skideballe: Afleverede børn i legeland og gik på indkøb

Pædagoger i flere aarhusianske SFO'er har ladet Ikea-ansatte se efter institutionens børn i et særligt legeland i varehuset, mens de selv tog på indkøb

Ifølge flere østjyske skoleledere er det ikke i orden, at pædagoger i skolefritidsordningerne bruger legelandet i Ikea til institutionens børn, mens de selv går på indkøb. (POLFOTO)
Ifølge flere østjyske skoleledere er det ikke i orden, at pædagoger i skolefritidsordningerne bruger legelandet i Ikea til institutionens børn, mens de selv går på indkøb. (POLFOTO)

Der er ballade i skolefritidsordninger i Aarhus, efter at DR Østjylland onsdag fortalte om pædagoger, der gik på indkøb i Ikea, mens de lod børnene lege i varehusets store legeland.

Det erfarer Ekstra Bladet efter en rundringning.

På Skødstrup Skole har skoleleder Mikkel Kruse Andersen givet sine pædagoger en skideballe i form af mundtlig påtale, ligesom han har orienteret skolens øvrige personale om, at den slags ikke må finde sted.

- Det er på kanten af at være lovligt. Vi har tilsynspligten, og så går det ikke, at man skriver under på et stykke papir og lader Ikea-ansatte overtage tilsynet i det legeland, mens man selv handler. Det har jeg fortalt pædagogerne, som selvfølgelig er kede af det. Jeg er imidlertid sikker på, at de i deres hoveder har tænkt, at de stadig havde tilsynet med børnene. Også da de efterlader dem i legelandet, siger Mikkel Kruse Andersen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Tilbudsjagt i Ikea skal foregå med børn på slæb, hvis man er pædagog, lyder det fra flere skoleledere. (Foto: Ikea)
Tilbudsjagt i Ikea skal foregå med børn på slæb, hvis man er pædagog, lyder det fra flere skoleledere. (Foto: Ikea)

Slip for skrig og skrål
Flere store indkøbscentre har over de senere år investeret i særlige legeområder, hvor forældre og andre med børn bliver tilbudt en form for aflastning, mens man er på indkøb. Slip for skrig og skrål ved kassekøerne og overlad ungerne til os, har tilbuddet lydt.

Praksis er så, at man som forælder skriver sit telefonnummer på et stykke papir og afleverer det til en ansat i indkøbscentret, som siden tager sig af børnene. Og så kan man i ro og mag få handlet.

Men den praksis vil Mikkel Kruse Andersen have stoppet omgående. Han har konstateret, at to pædagoger for nylig afleverede syv børn i legelandet.

- Hvis et barn kommer til skade, så vil jeg ikke have, at der er tvivl om, hvor ansvaret ligger. Det er pædagogerne, der er ansat til at have tilsynet. Og derfor skal det ikke overdrages til andre, forklarer Mikkel Kruse Andersen.

Bliver bedt om at gå
- Men helt ærligt. Når der nu ikke er nogen forældre, der har brokket sig, er det så ikke forkert af dig at tage sådan på vej?

- Mine pædagoger har fortalt, at de har spurgt de ansatte i legelandet, om de må være inde hos børnene, mens de leger. Og det har de ikke måttet. Hvis de var blevet stående, så havde det været i orden. Selvfølgelig. Men når de bliver bedt om at gå, så skal de tage børnene med. Jeg bryder mig ikke om, at spørgsmålet om, hvem der har tilsynet, bliver mudret, siger Mikkel Kruse Andersen til Ekstra Bladet.

Også på Rosenvangsskolen har legelandet været brugt af pædagoger, fortæller indskolingsleder Jakob Mangelsen til DR Østjylland.

- Som udgangspunkt er det ikke meningen, at vores SFO-personale skal aflevere børnene til pasning andre steder for at gå ud at handle, siger han.

Se også: Mand dømt for at tegne tissemænd i IKEA

Fagforbund forsvarer beslutning
Hos pædagogernes fagforbund BUPL mener man ikke nødvendigvis, at pædagogerne gør noget forkert, når de lader børnene tage korte ophold i et legeland i et indkøbscenter.

- Hvis pædagogerne vurderer, at børnene kan være i legeland i Ikea, så fratager det jo dem ikke for deres ansvar for børnene, og jeg går ud fra, at de har gjort sig de overvejelser, da de placerede børnene i legelandet, siger faglig sekretær Lars Møller til DR Østjylland.

1 af 2 Ifølge flere østjyske skoleledere er det ikke i orden, at pædagoger i skolefritidsordningerne bruger legelandet i Ikea til institutionens børn, mens de selv går på indkøb. (Foto: Ikea)
2 af 2 Ifølge flere østjyske skoleledere er det ikke i orden, at pædagoger i skolefritidsordningerne bruger legelandet i Ikea til institutionens børn, mens de selv går på indkøb. (POLFOTO)
90 kommentarer
Vis kommentarer