Pakistan løslader blasfemidømt kvinde

Løsladelsen af Asia Bibi, der blev dødsdømt i 2010, krænker en aftale med regeringen, mener islamistisk parti

Den kristne kvinde Asia Bibi, 53, er blevet løsladt fra fængslet i Pakistan. Foto: AP
Den kristne kvinde Asia Bibi, 53, er blevet løsladt fra fængslet i Pakistan. Foto: AP

Den kristne kvinde Asia Bibi er blevet løsladt fra fængslet i Multan i det sydlige Pakistan. Det sker, en uge efter at landets højesteret omstødte en dødsdom for blasfemi mod hende.

53-årige Asia Bibi befinder sig på et sikkert sted af frygt for angreb mod hende.

Det oplyser tre unavngivne sikkerhedsfolk torsdag.

Det udløste vrede og voldsomme demonstrationer blandt islamister, da Pakistans højesteret onsdag i sidste uge frikendte Asia Bibi, som har siddet på dødsgangen siden 2010.

Massedemonstrationer lammede i dagevis flere dele af Pakistan, indtil det islamistiske parti Tehreek-i-Labaik Pakistan (TLP) og den pakistanske regering fredag indgik en aftale om at stoppe protesterne.

Sagen om Asia Bibi har også vakt forargelse blandt kristne, og tidligere i år mødtes pave Frans med hendes familie og fortalte, at han bad for hende.

Italienske myndigheder oplyste desuden tirsdag, at de vil forsøge at hjælpe Bibi, der er katolik, med at forlade Pakistan.

Sikkerhedsfolk fortæller torsdag, at Asia Bibi er blevet fløjet til en lufthavn nær hovedstaden Islamabad. Hun er i beskyttet varetægt, fordi hun er blevet truet på livet.

Asia Bibis forsvarsadvokat, Saiful Malook, som tidligere på ugen flygtede ud af Pakistan og søgte asyl i Holland, bekræfter, at hun ikke længere er i fængsel.

- Det eneste, jeg kan fortælle, er, at hun er blevet løsladt, siger Saiful Malook.

En talsmand for TLP siger, at løsladelsen krænker den aftale, som partiet indgik med regeringen i sidste uge.

I aftalen står der blandt andet, at regeringen ikke vil gøre indsigelser, hvis højesterets beslutning om at frikende Asia Bibi bliver appelleret. Ifølge aftalen skal der også indføres et udrejseforbud for Asia Bibi, således at hun ikke kan forlade Pakistan.

12 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere