Tirsdag lagde Rasmus Paludan en video på Facebooksiden Stram Kurs, hvor han fortæller, at PET har besluttet ikke længere at beskytte ham.
Ekstra Bladet har været i konktakt med hovedpersonen, der fortæller, at der nærmere er tale om, at PET kun vil beskytte ham, hvis han undgår at demonstrere visse steder. Ifølge ham selv er det en trussel fra PET.
Tirsdag havde han planlagt demonstrationer i Odense, Korsør og Slagelse, og ifølge Rasmus Paludan fik han alle steder besked på at afholde demonstrationen et andet sted, end hvor den var tilsigtet.
Paludan kan ikke se meningen med at afholde demonstrationer de steder, hvor PET ønsker det, da der ifølge ham ikke er nogen mennesker.
- Jeg kan ikke være bekendt overfor vælgerne, der har stemt på vores parti, at blive slået ihjel. Derfor må jeg selvfølgelig neddrosle demonstrationerne markant eller helt droppe at demonstrere, siger Rasmus Paludan til Ekstra Bladet.
Hvordan har du så tænkt dig at få opmærksomhed og nå ud til dine vælgere, hvis du ikke længere vil demonstrere?
- Det ved jeg ikke. Men jeg må jo finde på noget, siger Rasmus Paludan.
Ekstra Bladet har været i kontakt med PET, der ikke kan kommentere på den konkrete sag.
'PET kan ikke kommentere konkrete sager eller personer. Af sikkerhedsmæssige hensyn kan PET ikke udtale sig om trusselsvurderinger vedr. enkeltpersoner eller om hvilke konkrete sikkerhedstiltag, der har været eller sættes i værk af PET' lyder det i et skriftligt svar.