Paludan som noget, vi giver til hinanden

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Mange teenagere opfatter Rasmus Paludan som en realitystjerne. Hverken mere eller mindre. Billedet her er fra 1. maj, hvor han demonstrerede i Fælledparken. Foto: Anthon Unger
Mange teenagere opfatter Rasmus Paludan som en realitystjerne. Hverken mere eller mindre. Billedet her er fra 1. maj, hvor han demonstrerede i Fælledparken. Foto: Anthon Unger

En ven fortalte mig forleden, at han havde set DR's dokumentar om Rasmus Paludan sammen med sin teenagesøn.

Han havde egentlig ikke lyst, for han er temmelig led ved hele situationen omkring den fremmedfjendske provokatør, men sønnen spurgte, om de ikke skulle se den sammen, og det ville han ikke sige nej til.

De fik en god snak bagefter. Sønnen forklarede sin far, at det altså ikke nødvendigvis er, fordi man er vild med Paludan, at man følger ham på YouTube. Han og hans jævnaldrende opfatter Paludan som en tosse, som det er sjovt at kigge på, fordi han er så langt ude i hampen.

Fint nok, sagde hans far, men I er altså alligevel med til at støtte ham, når I ser hans videoer.

Historien fik mig til at tænke på, hvor sært jeg selv syntes, det var, da jeg første gang hørte om Paludans status som YouTube-fænomen og hans interaktion med skoleelever.

I september sidste år skrev vi om Gasværksvejens Skole i København, som var ude og beklage over for forældrene, efter at en del elever havde medvirket i en af Stram Kurs-lederens videoer. En elev havde inviteret ham til en debat på det nærliggende Halmtorvet, hvor flere elever fulgte med og blev filmet.

Skolen beklagede, at forældrene ikke på forhånd var blevet gjort opmærksom på arrangementet og lagde blandt andet til grund, at nogle af de lærere, som godt nok havde hørt om initiativet, ikke vidste, hvem Paludan var.

Det var dengang. Nu er vi alle klogere.

DR's dokumentar 'Rasmus Paludan - højrenationalist i børnehøjde' viser nøgternt, hvordan Paludan opererer, herunder hans interaktion med skolebørn og opbygningen af sig selv som YouTube-figur. Noget, som altså først senere gik op for en del forældre og lærere.

Og hvad med os gamle medier? Jo, nu sidder vi og diskuterer med hinanden, om vi eksponerer Paludan for meget, mens han for længst - også før Blågårds Plads - er blevet kendis på teenagernes foretrukne medie. Det er en anelse ironisk.

Forleden, da 1. maj blev fejret i Fælledparken, var der mange teenagere til stede, som bare ville se Paludan. Reporterne på stedet blev spurgt, om de vidste, hvor han var. For teenagerne er Paludan en realitystjerne. Hverken mere eller mindre.

Jeg hilser DR's dokumentar velkommen. Den går tæt på et fænomen, som vi ikke kan ignorere, og skildrer personkredsen omkring Paludan. Vi ser f.eks. Dennis, som ikke kan blive til hele 'rigsledelsesmødet', for han har en aftale med sin mor. Det falder ikke i god jord hos partilederen.

Vi ser også, hvor umådeligt mange kræfter politiet må bruge på at sørge for Paludans sikkerhed, og vi møder nogle af hans støtter blandt vælgerne.

Det fineste er dog, at den kan sætte en god samtale i gang mellem generationerne, som den gjorde hjemme hos min ven. Tiden er inde til at bryde mediegenerationskløften.

Se også: Jarlov vil afskaffe det frie ord

Se også: Valget i virkeligheden

Samfund - 4. apr. 2019 - kl. 20:24 Løgnen om ligestillingen: Vi er slet ikke i mål

Se også: Den uimodståelige mand

1081 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere