Panama-læk: Advokat Foldschack melder avis til pressenævnet

Advokat Knud Foldschack bringer sag om navneforvirring i Panama-lækage for pressenævnet. - En eneste opringning kunne have klargjort, at det ikke var mig, siger han

Advokat Knud Foldschack vil ikke finde sig i, at BT forvekslede ham med hans halvbror. Han vil nu have pressenævnet til at udtale kritik. (Foto: Daniel Hjorth)
Advokat Knud Foldschack vil ikke finde sig i, at BT forvekslede ham med hans halvbror. Han vil nu have pressenævnet til at udtale kritik. (Foto: Daniel Hjorth)

Avisen BT og ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning må en tur i pressenævnet efter en artikel, hvor avisen beskyldte Christiania-advokat Knud Foldschack for at optræde i de lækkede Panama-papirer.

Det fortæller advokaten i et interview i DR P1-programmet Shitstorm.

I begyndelsen af denne uge blev 11,5 millioner dokumenter offentliggjort af flere medier, og straks gik flere danske nyhedstjenester i gang med at undersøge, om der optrådte danske navne i de omstridte papirer.

Panama-papirerne har afsløret flere sager, hvor penge har været skjult for skattemyndighederne i forskellige lande ved hjælp af et advokatfirma i Panama.

BT faldt hurtigt over navnet Knud Foldschack, men det var ikke advokat Foldschack, som optræder i de papirer, som også Skat har øje for. Det var derimod hans halvbror, der pudsigt nok har nøjagtig samme navn, men som ikke har noget som helst med sin brors advokatvirksomhed at gøre.

Se også: Knud Foldschack hængt ud som Knud Foldschack: - Det er rædselsfuldt

Ifølge advokatudgaven af brødreparret Knud Foldschack burde BT have kontaktet ham, så uklarheden kunne nå at blive rettet, inden overskriften i en artikel kom til at lyde 'Kendt Christiania-advokat optræder i kontroversielle Panama Papers'.

- Det, der pisser mig af, er, at en eneste opringning til mig kunne have klargjort, at det ikke var mig, der var anført i Panama-papirerne. En eneste telefonopringning kunne have klaret misforståelsen. Det er sørgeligt, at man på et så stort medie ikke er i stand til at følge regel nummer et – ring altid til dem, man skriver om, siger advokat Knud Foldschack i programmet.

Se også: Nu går den vilde skattejagt: Journalister har frigivet oplysninger om 200.000 skattelyselskaber
Hurtig rettelse
Et par timer efter publiceringen af artiklen valgte BT at bringe en rettelse. Og til fagbladet Journalisten har Olav Skaaning blandt andet sagt:

- Vi har lavet en klar fejl, og det beklager vi. Vi ringede til Knud Foldschack, men vi burde have ventet med offentliggørelse, indtil vi var sikre på, at oplysningerne var rigtige. Artiklen lå meget kort tid på nettet, og efterfølgende rettede vi klart og tydeligt øverst i artiklen.

Olav Skaaning fastholder, at BT forsøgte at ringe til Knud Foldschack to gange, efter at man blev opmærksom på navneforvekslingen. (Foto: Thomas Sjørup)
Olav Skaaning fastholder, at BT forsøgte at ringe til Knud Foldschack to gange, efter at man blev opmærksom på navneforvekslingen. (Foto: Thomas Sjørup)

Men den opringning, som Olav Skaaning taler om, har aldrig fundet sted, fortæller advokat Knud Foldschack.

- Det er direkte løgn, når Olav Skaaning siger, at BT ringede mig op den aften. Hvis de har ringet til nogen, har de ringet til mit advokatkontor, hvor de ved, der er lukket om natten, siger han til DR.

Se også: Skat undersøger 65 emner i Panama-lækage

Ringede to gange
Olav Skaaning fastholder imidlertid ifølge DR, at BT forsøgte at gøre alt, hvad avisen kunne for at præcisere, da først fejlen var blevet opdaget.

- Vi forsøgte at få fat på Foldschack på to numre, som vi fandt på TDCs nummeroplysning. Et mobil og et fastnummer, som vi ringede til omkring kl. 20.30. Ingen svarede. Derfor er det forkert, når Foldschack siger, at vi ikke forsøgte at få fat på ham, lyder det ifølge DR i en mail, som Olav Skaaning har sendt til radioprogrammet.

Ifølge advokaten har misèren haft alvorlige konsekvenser for ham.

- Hvis jeg var en ludobrik, var jeg blevet slået tilbage til start, siger advokat Knud Foldschack til DR.

Far ønskede samme navne
De to Foldschack-brødre har samme far, men forskellige mødre. De er derfor ikke vokset op sammen, da advokat Knud Foldschack voksede op på børnehjem. Men de ser stadig hinanden. Den anden Knud Foldschack hævder, at der er en helt naturlig forklaring på, at han optræder i Panama-papirerne.

- Vi (broderen og ham red.) mødes nogle gange om året, og derudover holder jeg af min bror. Jeg tror også på den fortælling, han har givet mig, siger advokat Knud Foldschack.

Det var hans afdøde far, som ønskede, at de skulle hedde det samme som ham.

- Min far, som jeg aldrig har boet hos og som aldrig har betalt børnepenge, havde den sjove og kuriøse ide, at hans børn skulle hedde Knud Foldschack, og det kom så ud af det, siger han.

Har tidligere oplevet problemer
Det er ikke første gang, at advokat Knud Foldschack og hans navneidentiske halvbror har oplevet udfordringer, der har givet anledning til misforståelser. Til Ekstra Bladet fortalte han tidligere på ugen om følgende sager, der også gav problemer for halvbrødrene:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Selv om der optræder danske navne i de lækkede Panama-papirer, er det ikke ensbetydende med, at de er skyldige i kriminalitet.

I alt indeholder databasen 360.000 navne og selskaber fra hele verden.

40 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere