Pandaer sendes hjem til Kina

Der er ikke nok frisk bambus til dem i Canada

Disse to pandaer er ikke Da Mao og Er Shun, men derimod København Zoos to pandaer. Producer: Martin Lorentsen

De to pandaer Da Mao og Er Shun bliver nu sendt tilbage til Kina, hvor de oprindelig kommer fra.

Returneringen skyldes dog ikke politisk ballade.

Pandaerne opholder sig i en zoologisk have i Calgary i Canada. Her har man under coronakrisen haft store problemer med at skaffe frisk bambus til Da Mao og Er Shun, skriver The Guardian.

- Det handler om dyrene. Vi kan ikke lade som om, at vi holder af dyrene, hvis vi ikke træffer sådanne valg, siger chefen for Calgary Zoo Clément Lanthier til Guardian.

Pandaerne spiser næsten udelukkende frisk  bambus - helt op mod 40 kilo om dagen. Men på grund af de indstillede flyforbindelser, har det været svært at fremskaffe nok bambus til de sultne pandaer.

Da Mao og Er Shun kom til Canada i 2014 og skal efter en aftale med Kina returneres år 2023.

- Det er bedst for dyrene, fastslår chefen for den zoologiske have.

Ingen problemer i København Zoo
De to pandaer i København Zoo får al den friske bambus, som de har brug for. Det oplyser Jacob Munkholm Hoeck fra presseafdelingen.

- København Zoo har sin egen bambusplantage ved Vordingborg. I perioder får vi også bambus fra Frankrig, fortæller Jacob Munkholm Hoeck.

Pandaerne ankom til København i april 2019.

 

29 kommentarer
Vis kommentarer