Panser-advokat godkender politidrab på hjemløs

En hjemløs kastede sten mod politiet i USA, som trak pistoler og skød manden. Dansk advokat mener episoden er ok

(Video: Privatoptagelser)

Vi skal advare om voldsomme billeder i videoen over artiklen.

Amerikansk politis brug af våben er stærkt debatteret i USA, men et nyligt skuddrab på en hjemløs er uproblematisk ifølge den danske advokat Torben Koch, der siden 1996 har forsvaret politibetjente i 50 skudsager i Danmark.

Den 35-årige hjemløse mand, Antonio Zambrano-Montes, kastede ifølge politiet sten efter forbikørende biler og ordensmagten i et travlt gadekryds i byen Pasco i staten Washington.

- Lige før skuddene falder, vender manden sig om og løfter armen i retning mod betjentene. Så kan brugen af pistoler være berettiget, hvis han havde noget i hånden, siger Torben Koch til Ekstra Bladet.

Samfund - 12. feb. 2015 - kl. 08:58 TV: Chokerende video: Politi dræber hjemløs som kaster med sten

Politiet forsøgte i første omgang at pacificere den hjemløse mand med en strømpistol, men den havde ingen effekt på manden, forklarer Pascos politimester, Bob Metzger, på et pressemøde, ifølge nyhedsbureauet AP.

- Sekvensen ved politibilen er uproblematisk. Han kaster store sten, og så kan man kun anvende tjenestevåbnet, fordi man ikke kan komme tæt på, hvor man for eksempel kan bruge peberspray, fortæller Torben Koch efter at have set videoen.

Den hjemløse mand flygtede efter episoden ved politibilen og blev til sidst trængt op mod en mur, hvor han ifølge politiet nægtede at lægge de sten, han havde i hånden. Det fik politiet til at skyde ham på grund af hans 'truende' adfærd, siger politimesteren.

- Men virker det ikke voldsomt og overdrevent, at de står tre betjente over for en mand med sten, og så skyder ham?

- Det afgørende er ikke, om der er tre betjente eller én. Det afgørende er, at der bliver sat et angreb ind mod politiet. Og en sten på størrelse med en knytnæve kan være livsfarlig, siger advokaten.

Samfund - 12. feb. 2015 - kl. 13:15 Nyt politi-drab i USA: Her er de værste sager

Intet kritisabelt ved politiets adfærd
Den danske advokat sammenligner episoden med politiskud i Jyderup for omkring ti år siden, hvor en mand også blev skudt af politiet, mens han havde noget i hånden.

- Betjentene eftersatte en mand i en bil, som var kendt for at være farlig. Da bilen stopper kommer manden ud med noget blankt i hånden. Der er kun lys fra de blå blink, og politiet beder ham lægge det han har i hånden, fortæller Torben Koch.

- I stedet for at lægge genstanden fra sig, går manden frem mod betjentene, og de skyder ham, siger han.

Statsadvokaten fastslog, at der intet kritisabelt var ved politiets adfærd ved episoden.

Den hjemløse mand i USA var ligesom manden fra Jyderup i forvejen kendt af politiet. Sidste år jagtede politiet ham, fordi han slog på biler med en kost, mens han var påvirket af methamfetamin. Zambrano-Montes endte med at kaste en gyngestol efter en betjent.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere