Panser sat ind mod snemasser

Pansrede mandskabsvogne blev onsdag aften sendt fra kaserne i Slagelse til Lolland og Falster for at kunne klare redningsopgaver i løbet af natten

Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi har nu bedt om assistance fra hæren, men allerede tirsdag blev en pansret mandskabsvogn sat ind i kampen mod sneen på Bornholm. TV: Morten Brandborg

Sne og fygning har onsdag været så kraftig på Lolland og Falster, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anmodet om assistance fra hæren.

Politiet vil være sikker på, at man kan klare ambulance og redningskørsel i løbet af aftenen og natten. Også selv om mindre veje vil vise sig at fyge helt til.

- Pansrede mandskabsvogne er ved at blive gjort klar i Slagelse (på Antvorskov Kaserne - red.) og sendes til Lolland og Falster i løbet af aftenen, siger vagtchef Jens Frederiksen til Ekstra Bladet.

Politiet har endnu ikke fået nogen såkaldte assistanceanmodninger fra redningstjenesten på sydhavsøerne eller fra hjemmeplejen. Men det forventes at komme til at ske senere.

Fygesne risikerer at lukke dele af Lolland og Falster natten til torsdag. Foto: Per Rasmussen
Fygesne risikerer at lukke dele af Lolland og Falster natten til torsdag. Foto: Per Rasmussen
 

- Indtil videre kører man med sneplove overalt dernede. Men det vil man standse med på de mindre veje på et tidspunkt her efter, det er blevet mørkt. Eftersom DMI varsler fygning hele natten og i morgen med, har vi skønnet det nødvendigt at stå klar, siger Jens Frederiksen videre.

Også i det sydfynske har man været plaget af sne og fygning dagen igennem. Især Langeland, Tåsinge og omkring Svendborg har det været slemt, og sneplove har ifølge Fyns Politi til tider haft svært ved at komme omkring.

Her er det imidlertid ikke nær så tungt skyts, som er gjort klar til natten. Man klarer sig med firehjulstrukne køretøjer påmonteret snekæder, som også vil kunne sendes ud, hvis det fyger helt til, oplyser politiets vagtcentral til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet erfarer, at et antal bæltekøretøjer af typen M113 sendes af sted fra Antvorskov Kaserne.

92 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere