Ved du noget om sagen? Så kontakt Ekstra Bladets journalister fortroligt på Ryrso@protonmail.com
Da Søren Pape Poulsen (K) var justitsminister i 2018 forsikrede han Folketinget om, at der selvfølgelig ville blive ført kontrol med efterretningstjenesterne, når de fik lettere adgang til oplysninger om samtlige passagerer på fly til og fra Danmark.
- Herudover bliver Datatilsynet og Tilsynet med Efterretningstjenesterne naturligvis ansvarlige for at føre tilsyn med, hvordan oplysningerne behandles af PNR-enheden (der samler oplysningerne fra flyselskaberne sammen, red.), sagde Søren Pape Poulsen fra Folketingets talerstol.
(SE KLIP HEROVER)
Men det skete ikke.
Tilsynet med Efterretningstjenesterne, der skulle kontrollere, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) gjorde brug af oplysningerne om flypassagerer blev nemlig stækket af Justitsministeriet.
Ministre snorksov: Spiontjeneste havde frit spil
I forlængelse af vedtagelsen af den nye lov i december 2018, var det nødvendigt for tilsynet at få afklaret nogle juridiske spørgsmål af Justitsministeriet, som Pape stod i spidsen for.
Men selvom tilsynet henvendte sig første gang januar 2019, kom der ingen afklaring fra Papes ministerium før 19. december 2019, hvor Nick Hækkerup(S) havde taget over.
Der gik altså knap et år, hvor tilsynet ikke kunne den kontrol, Pape havde garanteret.
Artiklen fortsætter under boksen.
'Påfaldende'
Også tilbage i 2016 blev tilsynet lagt på is af Justitsministeriet. Her handlede sagen om, at PET ikke slettede oplysninger i overensstemmelse med reglerne, og her måtte tilsynet også vente længe på svar. I tilsynets redegørelse om PET i 2016, skrev det således:
'Tilsynet har derfor i maj 2015 gjort Justitsministeriet opmærksom på problemstillingen og har anmodet om ministeriets bemærkninger hertil. Justitsministeriet har trods rykkere endnu ikke besvaret henvendelsen.'
Redegørelsen for 2015 blev offentliggjort af tilsynet i maj 2016, og tilsynet ventede altså dengang mere end et år på svar.
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fritaget fra tjeneste
Eksemplerne er 'påfaldende', mener Jonas Christoffersen, tidligere direktør ved Institut for Menneskerettigheder og nu praktiserende advokat.
- Det er påfaldende, at opfølgningen på tilsynets henvendelser er så fodslæbende. Navnlig, når man tager i betragtning, hvor få ressourcer tilsynet har, og hvor snævert dets mandat er.
- I mine øjne er det udtryk for, at man simpelthen ikke har en kultur i Danmark omkring at føre et uafhængigt og stærkt tilsyn med efterretningstjenesterne. Og det var et bevidst politisk valg, da man lavede loven i 2014, at det skulle man ikke have, og derfor lavede man et snævert og svagt tilsyn, siger han.
Afdækkede ulovligheder i FE: Få måneder efter skulle tilsyn spare
Bommert
Hvorvidt forhalingerne af tilsynets forespørgsler er bevidste og skyldes et ønske blandt embedsværket eller politikerne, vil han dog ikke spekulere i.
Justitsministeriets nølen med tilsynets forespørgsler imponerer heller ikke Karina Lorentzen, retsordfører for SF.
- Man kunne have ladet implementeringen afvente, at man har haft det andet grundlag på plads. Nu er der en periode, hvor der formentlig ikke er ført kontrol. Det er ikke tilfredsstillende. Det er en bommert fra justitsministeriets side, siger hun.
Historien om, hvordan Justitsministeriet trods advarsler fra tilsynet ikke sørgede for at få bragt klarhed i reglerne, kommer i kølvandet på den måske største efterretnings-skandale i nyere dansk historie.
Chefer sendt hjem
Ifølge tilsynet har tjenesten brudt loven i årevis, ligesom at den har givet urigtige oplysninger til tilsynet.
Den øverste chef Lars Findsen er sendt hjem, og to yderligere topledere i FE er fritaget fra tjeneste.
Ifølge DR, er der tale om chefen for ledelsesstaben samt sektorchefen for indhentning, der i kølvandet på tilsynets seneste redegørelse er blevet sendt hjem.
Ekstra Bladet har henvendt sig til Søren Pape Poulsens særlige rådgiver for at få en kommentar. Her lyder det:
- Søren bakker op om Justitsministeriets (Nick Hækkerup,red.) beklagelse, men har ikke yderligere om tilsynets arbejde, da det er forbundet med streng fortrolighed.
Rød blok sparede på FE-vagthund: - Det er hykleri