Par skjuler kønnet på baby: Vil beskytte barnet

Barnets egne bedsteforældre kendte ikke barnets køn i 11 måneder, indtil de skiftede en ble

Hobbit Humphrey og Jake England-Johns vil ikke fortælle folk, hvilket køn deres barn har. Foto: Colourbox
Hobbit Humphrey og Jake England-Johns vil ikke fortælle folk, hvilket køn deres barn har. Foto: Colourbox

Ægteparret Hobbit Humphrey og Jake England-Johns fra britiske Keynsham nægter at oplyse kønnet på deres 17 måneder gamle barn.

Det gør de, fordi de ønsker at beskytte barnet mod 'ubevidste kønsrelaterede fordomme', fortæller de i BBC-programmet 'Inside Out'.

Moderen, 38-årige Hobbit Humphrey, og faderen, 35-årige Jake England-Johns, bor sammen med deres barn, Anoush, i en husbåd i den lille by Keynsham. Den 17 måneder gamle baby bliver både klædt i drenge- og pigetøj, og forældrene har bedt familie og venner om at adressere barnet med kønsneutrale pronomener som 'de' eller 'dem'.

De skal være sig selv
I dokumentaren fortæller en af barnets bedsteforældre, at de først efter 11 måneder lærte barnets køn at kende, da de skulle skifte en ble.

- Kønsneutralitet er for at forsøge at få os til at opføre os neutralt overfor barnet, ikke at forsøge at gøre dem neutrale, siger Jake England-Johns i dokumentaren, hvor barnets navn er blevet skiftet til 'Charlie'.

- Vi forsøger ikke at få dem til at være noget som helst. Vi vil bare have, at de er sig selv, siger han om barnet, og bliver suppleret af sin hustru:

- Så mange kønsfordomme er ubevidste. Da jeg blev gravid, havde vi en samtale om, hvordan vi ville begrænse de ubevidste fordomme.

- Og vi fandt frem til, at den eneste måde, vi kunne gøre det på, var ved ikke at fortælle folk det. Og at bruge de/dem-pronomenet så længe, vi kan og skabe den her lille bobbel, hvor vores baby kan blive den, den er.

På et tidspunkt, siger Hobbit Humphrey videre, vil en eller anden komme til at sige til barnet, at pink er til piger, og blå kun er til drenge, og at man ikke må lege med et bestemt stykke legetøj, fordi man har et bestemt køn.

- Den slags sker stadig nu om dage. Vi prøver bare at beskytte Anoush fra det, siger hun.

95 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere