Paramilitær leder anholdt i USA

Efter at ulovligt at have tilbageholdt 200 migranter, er lederen af en paramilitær gruppe i USA blevet anholdt

Med skarpladte våben blev omkring 200 migranter i sidste uge tilbageholdt af en gruppe amerikanere ved grænsen til Mexico.

Trods camouflagetøj og en nærmest pervers patriotisme, var amerikanerne hverken i hæren eller grænsepolitiet. De er tværtimod en gruppe civile, der kalder sig United Constitutional Patriots (UCP), som har valgt selv at patruljere grænsen til Mexico.

Men nu er deres leder, 69-årige Larry Hopkins, blevet anholdt for ulovligt at være i besiddelse af et skydevåben. Han er nemlig tidligere blevet arresteret for at udgive sig for at være politimand, hvorfor han ikke må besidde et skydevåben. En talsmand for gruppen tager dog ikke anholdelsen af deres leder tungt.

- Vi er ikke bekymrede overhovedet, hans navn skal nok blive renset, siger Jim Benvie som talsmand for gruppen.

Ingen magt
Det er FBI, som har anholdt lederen af UCP. Samtidig har justitschefen i delstaten New Mexico udtalt kritik af gruppen.

- Dagens anholdelse viser tydeligt, at loven skal ligge i hænderne på uddannede betjente - ikke bevæbnede selvtægtsmænd, siger Hector Balderas.

Ifølge UGP har gruppen hjulpet grænsepolitiet med at tilbageholde 5600 migranter over de sidste to måneder. Gruppen lægger billeder og video op af deres aktioner på sociale medier, ligesom de også beder om donationer på PayPal og GoFundMe.

Ifølge talsmanden for gruppen, der hovedsageligt består af veteraner, har de aldrig peget med deres våben mod migranterne. Ifølge ham har gruppen også et samarbejde med det lokale grænsepoliti, men det benægter politiet.

UCP's antal af følgere på Facebook er mere end fordoblet, siden der er blevet skrevet om dem i medierne. Dog er deres kontoer på Paypal og GoFundMe blevet suspenderet, hvorfor det for nuværende ikke er muligt at støtte dem økonomisk.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere