Parkeringsvagten ved Zoo: Jeg er fair

Helene Borgstrøm hjælper frustrerede zoo-gæster med at finde rundt i parkeringsjunglen

Kender du til andre gakkede parkeringssystemer, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

– Jeg prøver at få parkanterne til at få en god oplevelse, siger Helene Borgstrøm, der har arbejdet som parkeringsvagt i halvandet år og har en baggrund som Metro-steward.

Hun står tit om formiddagen foran København Zoo for at guide havens gæster igennem Frederiksberg Kommunes nye p-system.

Hvor det tidligere var muligt at stille p-skiven og parkere gratis i fem timer, er den gratis periode nu sat ned til to timer, hvorefter man skal købe en billet.

Før gæster til København Zoo kan stille sig i kø ved billetlugen til den zoologiske have, risikerer de at skulle bruge adskillige minutter på at stå i kø til parkeringsautomaterne, som af og til virker, men mange er utilfredse med. (Foto: Mogens Flindt) Samfund - 7. okt. 2015 - kl. 14:02 Abeskørt: Her er efterårsferien truet af parkerings-vanvid

Det har dog vist sig ikke at være lige let at finde ud af:

– Har du fundet på det her system, spørger Flemming Hardø parkeringsvagten ved Zoologisk Have, som smilende ryster på hovedet.

– Det er dybt åndssvagt, siger folkepensionisten fra Stevns, før hans kone Stella Hardø tilføjer:

– Hvis det så bare var logisk, når det altså virkede, men det er det ikke.

Flemming og Stella Hardø fra Stevns er ikke imponerede over parkeringssystemet ved  Zoologisk Have. (Foto: Mogens Flindt)
Flemming og Stella Hardø fra Stevns er ikke imponerede over parkeringssystemet ved Zoologisk Have. (Foto: Mogens Flindt)

Helene Borgstrøm erkender, at langt fra alle er lige begejstrede.

– Det kan være svært, når man hænger i kø og har en skrigende unge med, men alle de oplysninger, jeg giver folk, står jo på skiltene. Alligevel giver det tryghed, at jeg genfortæller dem.

– Hvor mange bøder skriver du – og hvad gør du, når automaterne er nede?

– Jeg synes, jeg er fair, og det sker, at jeg laver en særlig aftale med en parkant.

– Kan du selv huske, hvad der står på din nummerplade?

– Jeg har ikke bil.

– Men der er ikke carte blanche til, at man bare kan lade være med at betale, fordi systemet lidt ustabilt?

– Nej, der er en række alternativer til at købe en billet, og hvis man ikke gør det, så er det et valg, man har truffet som parkant, siger Helene Borgstrøm, som tilføjer, at det typisk er de lidt ældre, som bliver forvirrede over p-systemet.

– Svenskere har ikke p-skiver i bilen – så bliver det svært at komme i Zoologisk Have...

– Udenlandske trafikanter kan lægge en seddel i forruden.

Parkeringsboss: Det er et nemt system

Jan Bøge Sørensen er chef for Vej og Park i Frederiksberg Kommune, som står bag de nye parkeringsregler, og synes – ikke overraskende - godt om systemet.

– Hvorfor skal det være så besværligt?

– Jeg synes ikke, det er så besværligt. Vi har prøvet at lave et system, der er nemt for brugerne.

– Hvis det er så nemt, hvorfor løber folk så forvirrede rundt ved København Zoo og kan ikke finde ud af, hvordan de betaler for at parkere?

– Der er to timers gratis parkering, og det giver faktisk god tid til at sørge for, at der styr på parkeringslicensen.´

– Synes I selv, det er nok med to automater, som jævnligt er ramt af problemer, til så mange mennesker?

– Der er nogle særlige udfordringer, når der kommer et stort antal mennesker på en gang, og derfor er vi særligt fokuserede på området deroppe. Af den grund satte vi også en ekstra parkeringsautomat op. Men det er noget skidt, når der er problemer med automaterne.

Jan Bøge Sørensen understreger, at det overordnede mål er at få folk til at bruge parkeringsappen på smartphonen.

– Flere af de bedsteforældre, vi har talt med, som besøger Zoo med deres børnebørn, aner ikke hvad en app er...

– Det er derfor, vi også tilbyder, at man kan købe en p-billet. Det er et nyt system, og det er klart, at der er en tilvænningsperiode.

– Hver anden af henvendelserne i Zoologisk Have på en travl dag handler om parkering. Er det bare os almindelige mennesker, der er så dumme, at vi ikke forstår jeres smarte system?

– Nej. Vi har sat ekstra tydelig skiltning op, hvor det også fremgår, at systemet baserer sig på nummerpladen. Det kræver selvfølgelig tilvænning, og vi er stadig i en overgangsperiode, siger Jan Bøge Sørensen, som tilføjer, at man har tilbudt Københavns Zoo at sælge p-billetter, men at man har afslået.

Jan Bøge Sørensen har ikke overblik over, hvorvidt der er blevet udskrevet flere eller færre bøder, siden det nye system trådte i kraft:

– Men det handler ikke om penge, for parkeringsindtægter efter 2007-niveau tilfalder staten. Vi har været nødt til at indføre en p-zone over hele kommunen pga. et stigende parkeringspres igennem flere år. Licenserne i København er steget meget, og folk med et ærinde der, har typisk parkeret på Frederiksberg og taget bus og metro – gerne fra området ved Roskildevej (og København Zoo, red.), fortæller Jan Bøge Sørensen, som tilføjer, at den nye ordning har medført, at der nu er flere parkeringspladser ledige i kommunen.

82 kommentarer
Vis kommentarer