Pas på i det forrygende påskevejr

Læger og sygeplejersker på skadestuen har travlt, når solen skinner som nu i påskeferien

Solen kan også være til fare for dig. Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse giver her tips til solbeskyttelse. Producer: Martin Lorentsen

Mor slår græsset, mens far vasker campingvognens tag, og sønnike hopper på trampolin og datteren kører mountainbike.

Når solen skinner fra en skyfri himmel som i denne påske, får det os til at give os i kast med udendørsaktiviteter. Det er bare ikke altid, det ender lige godt.

Det mærker de læger og sygeplejersker på skadestuen, som tager imod os, når det går galt, og mor får tæerne i maskinen, far falder ned, sønnike lander forkert, og datteren styrter.

- Vi kan helt klart mærke inde hos os, at der er godt vejr udenfor, siger Malene Nielsen, der er behandlersygeplejerske på akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

Hun har været på vagt i påsken, og mange af de patienter, hun har set, er kommet til skade udendørs.

- De fleste af de skader, vi har lige nu, er ude-relaterede. Sådan er det bare, når der er godt vejr. Så laver man ting udenfor, og så er der bare nogle ting, hvor man kan komme til skade, siger hun.

Forkert fangst på krogen
Det er både børn og voksne, der må en tur på skadestuen her i påsken.

- Det er børn, der har hoppet på trampolin. Og det er voksne, der er ude og lave noget i haven, fortæller behandlersygeplejersken og kommer med et eksempel, de fleste af os helst vil undgå at opleve:

- Når vi for første gang i foråret skal ud og slå græs, så ser vi også ulykker, hvor der ryger nogle tæer og fingre i plæneklipperen.

Derudover ser hun også mange mountainbike-ulykker, mens det langfredag især gik ud over lystfiskerne.

- Af en eller anden grund har vi haft flere inde i dag med fiskekroge i fingrene, siger Malene.

Fingrene i brændekløveren
På skadestuen på Aalborg Universitetshospital Syd får de også altid mere at se til, når vejret viser sig fra sin mest gavmilde side.

- Godt vejr er bare altid lig med havevejr, og så får folk fingrene i brændekløveren, siger sygeplejerske og forløbskoordinator Jette Langholz.

Ligesom i Hjørring er der her både store og små patienter på skadestuen.

- Når det er trampolinvejr, er der også flere børn, der kommer til skade og må en tur herind, siger Jette.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere