Pas på i morgentrafikken.
DMI advarer om, at der kan være glatte veje i den sydlige del af landet.
- Det er ikke så voldsomt, men i den sydlige del af Jylland og på Lolland-Falster kan der være rimglatte veje, da der er klart vejr, oplyser vagthavende meteorolog hos DMI Jørgen Thomsen til Ekstra Bladet.
Tirsdagen byder ellers ikke på de store vejrmæssige udfordringer.
Den sydlige del af landet starter med lidt sol, men ellers bliver det skyet, og i Nord- og Vestjylland kommer der lidt regn i formiddag.
- Ved 13-14 tiden kommer der opklaring fra vest, og Vest- og Nordjylland kan da se frem til en pæn eftermiddag, siger Jørgen Thomsen.
Temperaturerne kommer op mellem 2 og 7 grader - med de varmeste temperaturer mod vest.
Vinden bliver let til frisk omkring syd, som drejer til sydvest og vest.
I nat mest tørt og stedvis ret klart vejr. Temperaturerne kommer ned mellem 0 og 5 graders varme og let til frisk vind fra sydvest og vest, ved kysterne op til hård vind.