Pas på! Rødt lys stopper ikke cyklister

Efter et forsøg bliver reglerne ændret, så cyklister kan dreje til højre for rødt i udvalgte vejkryds. Se hvordan du må køre over for rødt i videoen her

Sådan må du opføre dig, når du som cyklist drejer til højre ved rødt lys (Video: Vejdirektoratet © Vejdirektoratet)

Rigtig mange danskere tager den tohjulede på arbejde. Det betyder også, at cykelstierne ofte er tætpakkede med travle cyklister i myldretiden.

For at gøre det lettere for cyklister at bevæge sig igennem byen har Vejdirektoratet gennemført et forsøg, der har givet cyklister lov til at svinge til højre for rødt i 33 udvalgte lyskryds på statsvejnettet. Og det har vist sig at være en succes.

Derfor har transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) nu bedt Vejdirektoratet ændre reglerne, der i dag gør, at cyklister ikke kan svinge til højre for rødt.

- Cyklister har ligesom andre trafikanter brug for at komme hurtigt frem, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt i en skriftelig kommentar.

- Med muligheden for højresving for rødt i udvalgte lyskryds kan vi på en nem måde give cyklisterne mulighed for at fortsætte kørslen, hvis der er fri bane.

Afdelingsleder i Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen, gør opmærksom på, at det er vigtigt, at man som cyklist ser nøje efter, om det er tilladt at dreje, inden man tager et højresving.

Krydsene er markeret med et tydeligt skilt, som viser, at højresving for rødt er tilladt. I alle andre kryds vil det nemlig stadig være ulovligt at svinge, når det er rødt.

- Erfaringerne fra forsøget har vist, at vi kan give cyklisterne lov til at svinge til højre, uden det er på bekostning af trafiksikkerheden, siger Marianne Foldberg Steffensen.

- Det er ikke farligt at lade cykler svinge til højre, så længe man ikke gør det alle steder. Det er vigtigt, at man udvælger krydsene med omhu, siger hun.

Forsøget med højresving for rødt har kørt siden november 2013 og er blevet evalueret i december 2015. Evalueringen er lavet ud fra observationer, systematiske registreringer af konflikter mellem trafikanter og analyser af politiregistrerede ulykker.

113 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere