Flere danskere er endnu en gang stået op til hvide haver og fortove denne onsdag morgen. Billederne lidt længere nede i teksten er således taget i dag, og det ser desværre ud til, at vi må væbne os lidt med tålmodighed i forhold til at få forårsfornemmelserne at føle for alvor.
Sådan er meldingen fra DMI onsdag morgen, der kun har lidet flatterende ord at sætte på onsdagens vejr.
- Det minder mest af alt om en trist vintermorgen, lyder meldingen fra Tyge Rasmussen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.
Advarsel om glatteveje
En koldfront har presset temperaturerne ned på mellem 0 og tre graders varme i morgentimerne. Samtidig falder nedbøren som sne og slud og det centrale Sjælland, og det får Tyge Rasmussen til at advare morgentrafikanterne om mulighed for pletvis glatte veje.
- I øjeblikket er der kun tørvejr i det nordvestlige Jylland og på Bornholm. Resten af landet må finde sig i nedbør. Temperaturerne ligger omkring frysepunktet. Centralt kan vi komme til at døje med glatte veje. Det gælder i sær på Sjælland, men man skal også være opmærksom i de sydlige dele af Jylland, forklarer Tyge Rasmussen.
Dermed er det en god ide at finde handsker, regnjakke og paraply frem, når turen hertil morgen går mod skole og arbejde.
For i løbet af dagen vil de mange og til tider kraftige byger fortsætte. Tyge Rasmussen kommer dog med en lille trøst:
- I dagtimerne er det dog primært regnbyger der vil trække ind over landet.
Hold ud!
Spørger man meteorologen direkte, lover han dog, at det jammerlige forårsvejr er på retur og vi i løbet af de kommende dage vil se et omslag.
- Der er lys for enden af tunnellen.
- Det bliver langsomt lunere de kommende dage. I morgen bliver det et par grader varmere og i weekenden kan vi få mellem 10 og 15 grader. Så det begynder at minde om mere normalt forårsvejr, slutter meteorologen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.