Patient 0: - Interessen er massiv jorden rundt

Jakob Tage Ramlyng, som var den første dansker, der fik corona, har nu været ude af karantæne i et døgn

Jakob Tage Ramlyng er nu erklæret rask. Foto: Stine Ramlyng
Jakob Tage Ramlyng er nu erklæret rask. Foto: Stine Ramlyng

- Som statsminister vil jeg hellere have, at myndighederne går et skridt for langt end et skridt for lidt, udtalte statsministeren på fredagens pressemøde. Ekstra Bladet har været en tur på gaden, for at høre om folk deler hendes bekymring. Video: Emma Svendsen og Maya Tekeli

Medier verden over har talt med Jakob Tage Ramlyng, efter han som den første dansker fik konstateret coronavirus.

Men torsdag kunne patienten, som til daglig arbejder på TV2 som journalist, endelig forlade sin karantæne. En karantæne, som han først sad i sammen med sin familie, men siden måtte udstå alene for ikke at smitte dem.

- Jeg var simpelthen så lykkelig, i minutterne efter karantænen blev hævet - og er det stadigvæk. I starten troede vi, at vi kunne klare det som en familie, men så blev jeg nødt til at forlade dem for ikke at smitte dem, siger den nu raske patient 0 til Ekstra Bladet.

Speciel situation
Jakob Tage Ramlyng bestemte sig for at stå frem og fortælle om sygdommen til medierne, hvilket viste sig at blive noget af en opgave. Pludselig stod journalisten nu som kilde i stedet.

- Jeg er selv mediemand og ville have dækket sygdommen på samme måde. Det er en kæmpe samfundshistorie, som skal have den opmærksomhed, den får.

- Det har været grænseoverskridende at være i centrum. Jeg er blevet behandlet godt, og det har været sjovt at se, hvordan andre journalister arbejder, siger han.

Det var ikke bare danske medier, som gerne ville tale med Jakob Tage Ramlyng. Også udlandet beskæftigede sig med den dengang syge dansker.

- Det siger også noget om, hvor få mennesker der er stået frem. Interessen er massiv jorden rundt. Jeg havde en aftale med CNN (amerikansk nyhedsmedie, red.), men blev smidt ud på grund af et gidseldrama i Filippinerne, siger Jakob Tage Ramlyng.

Blevet immun
Efter et døgn som en fri mand er den frisatte TV2-journalist ovenud lykkelig - og som en ekstra bonus kan han som den eneste dansker frit besøge sin familie.

- Jeg er en af de eneste mennesker, der har lov til at besøge folk i karantæne, for jeg kan ikke længere smitte andre og heller ikke selv blive smittet. Jeg skal dog være opmærksom på at vaske hænder og lignende, når jeg bevæger mig ud af deres karantæne, så jeg ikke bærer sygdommen med videre, siger Jakob Tage Ramlyng.

Nu går turen fra den ene side til den anden, hvor Jakob Tage Ramlyng skal tilbage i det coronaramte Danmark.

- Nu kan jeg begynde mit hverdagsliv og hjælpe min kone med at få det hele til at hænge sammen.

Og på jobbet kommer der nok også til at blive travlt.

- På tirsdag har jeg min første newsvagt igen - og mon ikke coronavirussen også er en del af nyhederne der, siger Jakob Tage Ramlyng til Ekstra Bladet.

65 kommentarer
Vis kommentarer