Er du begyndt at spare på din medicin eller din behandling, fordi du er presset på økonomien? Så hører vi gerne fra dig. Du kan kontakte journalisten direkte på mgs@eb.dk.
Inflationen og energipriser tærer så hårdt på udsatte danskeres pengepung, at flere af dem er begyndt at se bort for livsvigtig medicin.
Det fortæller Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter, til Ekstra Bladet.
- Det er vores oplevelse, at det er et udbredt problem. Vi har lavet rundspørger blandt patientforeningerne, og der er ingen tvivl om, at de får mange henvendelser fra patienter, der er pressede på økonomien og har svært ved at følge deres behandling, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Død og amputationer
Direktør i Diabetesforeningen Claus Richter fortæller, at 32 procent af ledige, fleksjobbere og førtidspensionister i Diabetesforeningen er begyndt at spare på deres medicin, og hele 49 procent har fravalgt deres behandling.
- Hvis folk ikke tager deres medicin, så er der jo en risiko for, at de dør. Hvis ikke du får din insulin, så dør du, fortæller han.
Men også hvis patienter sparer på behandlingen, kan det få alvorlige konsekvenser. Claus Richter fortæller, at diabetespatienter får følgesygdomme, hvis ikke de tager til deres behandling.
- Alle de her amputationssager er jo folk, der har diabetes, som får betændelse i nerverne, så kan de ikke mærke fødderne mere, så kommer der sår, og så skal foden amputeres, siger direktøren for Diabetesforeningen.
Claus Richter siger, at netop behandlinger som fodterapi og tandlæger er essentielt for diabetespatienter, så de kan få behandlet deres sår på fødderne, og paradentoselignende sygdomme, der ligeledes kan opstå.
Artiklen fortsætter under billedet...
Hundesyge
Hos Gigtforeningen ser de den samme tendens som i Diabetesforeningen. Det fortæller direktør Mette Bryde Lind, der ligeledes oplyser, at gigtpatienter især har behov for at holde varmen.
- Mange har ikke ønsket at skrue ned for varmen, fordi de ellers bliver så stive i muskler og led, at de ikke kan bevæge sig. Derfor ender det med, at de skærer ned på medicinen og fysioterapien, siger hun.
Hos gigtpatienter er det især den smertestillende medicin, der bliver sorteret fra - men det største problem for gigtpatienter er oftest smerterne.
- Det går voldsomt ud over deres livskvalitet, fordi mange vil få så ondt, at de ikke kan være aktive i deres eget liv, siger Mette Bryde Lind.
Næsten værre bliver det, hvis gigtpatienterne fravælger fysioterapien.
- Så er der stor risiko for, at man forværrer sin egen sygdom. De bliver så hundesyge, når de ikke får deres fysioterapi, fortæller direktøren.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Meget alvorligt
Morten Freil understreger, at det ikke kun er de kroniske patienter i patientforeningerne, det kan gå ud over.
I sidste ende kan hele det danske sundhedsvæsen blive alvorligt presset af, at patienter fravælger deres medicin eller behandlinger.
- Det lægger beslag på sundhedsydelser. Hvis folk ikke følger deres behandling, så bliver de mere syge, og så risikerer de at blive indlagt, fortæller han.
I et allerede presset sundhedsvæsen kan det ende med at betyde, at folk ikke får den nødvendige behandling, når de kommer akut på sygehusene.
- Det er en meget alvorlig situation, siger han.