Pendlere kan udnytte nyt rejsepas

Der kan være mange tusinde kroner at spare, hvis man bruger rejsepas i stedet for pendlerkort. Men er det meningen med passet?

50.000 rejsepas er i de blevet sat til salg hos dsb. Også pendlerne kan få en bid af småkagen, der er nemlig ingen restriktioner for, hvem der kan købe. Foto: Jens Dresling
50.000 rejsepas er i de blevet sat til salg hos dsb. Også pendlerne kan få en bid af småkagen, der er nemlig ingen restriktioner for, hvem der kan købe. Foto: Jens Dresling

 Klokken seks i morges blev 50.000 rejsepas sat til salg på DSB' hjemmeside, og efterspørgslen på første dagen er allerede enorm. Klokken 14 var der solgt 24.000 pas, oplyser DSB.

Et rejsepas giver mulighed for at rejse frit rundt i det danske sommerland med tog, metro, bus og letbane i otte dage for blot 299 kroner i perioden fra den 27. juni til den 9. august.

Passet er tænkt som en måde, hvorpå danskere kan komme billigt rundt på sommerferie i Danmark, og dermed få godt gang i den danske sommerøkonomi.

Men det er ikke kun sommerglade danskere, der har fået øjnene op for passet. De mange pendlere, som skal bruge deres sommer på arbejdet, er også ivrige efter at få fingrene i de eftertragtede pas. Der er nemlig tusindvis af kroner til forskel.

Pendlerkort vs. rejsepas
Ekstra Bladet har været i kontakt med flere pendlere, som har valgt at droppe pendlerkortet i sommerperioden og i stedet købe rejsepas - simpelthen fordi der er så mange penge at spare.

Rejsepasset er tilgængeligt i 43 dage, og der er ingen begrænsninger på antal bestillinger. Man kan bestille så mange pas i forlængelsen af hinanden, som man vil.

Hvis man regner fem rejsepas, som næsten dækker perioden rejsepasset er tilgængeligt, koster det 1495 kroner i alt. Med et pendlerkort i samme periode fra for eksempel Odense til København vil prisen i stedet være 5368 kroner. Det er altså over tre gange så dyrt med pendlerkort.

Også på en kortere distance er der mange penge at spare. Et pendlerkort fra Vejle til Aarhus koster 2684 kroner – altså knap dobbelt så dyrt som fem rejsepas.

Kun tre partier er ikke med i sommerpakken. Det gælder Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Foto: Jens Dresling
Kun tre partier er ikke med i sommerpakken. Det gælder Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Foto: Jens Dresling

Så hvem kan forklejne de pendlere, som vælger passet frem for kortet? Det kan pendlerrepræsentant for Slagelse-København strækningen, Toke Hermind, i hvert fald ikke.

- Jeg ser det som en lille småkage til os. Jeg synes, at der er rigeligt meget, vi skal forholde os til henover de næste måneder. Der kommer både sporarbejdet, og lyntoget bliver fjernet henover sommeren.

I pendlergruppen på Facebook kan Toke Hermind også bekræfte, at folk har fået øjnene op for rejsepasset, og her er der heller ikke de store moralske overvejelser.

- Det er vel spillets regler, når de bliver udbudt for alle?

--------- SPLIT ELEMENT ---------

DSB: Pendlerne er vigtige kunder

Det er ikke muligt på nogen måder at se, om det er pendlere eller ferie-danskere, som køber passet. Så hvor mange der bliver brugt til det ene eller andet, er uvist. Det skaber dog ikke ærgrelse i DSB - tværtimod.

- Vi er bestemt ikke ærgerlige over noget i den her pakke - tværtimod er vi kun utrolig glade over, at det er blevet taget så godt i mod og er så attraktivt, som det er, siger Jan Sigurdur Christensen, kommerciel direktør iDSB.

- Man skal huske på, at pendlerne er en utrolig vigtig kunde for os. Og vi har med vilje ikke lagt en masse restriktioner på, så selvfølgelig er pendlerne velkommen til også at købe et rejsepas. Om det var ånden med tilbuddet, kan man jo have en holdning til, men vi håber bare fra DSB' side, at pendlerne så også bruger passet til andet end den strækning, de normalt kører på.

Rejsepasset er en del af sommerpakke til 700 millioner kroner, som regeringen lancerede sammen med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, det Konservative Folkeparti og Alternativet for at få gang i den danske sommerøkonomi.

FAKTA: Sommerpakke giver billigere tog og oplevelser

Et politisk flertal er fredag enige om en sommerpakke, der skal sparke gang i økonomien ved at understøtte turismen.

Pakken indeholder en række initiativer for i alt 700 millioner kroner. Her er et udpluk af tiltagene:

Billigere offentlig transport:

* Rejsepas for 299 kroner - som giver otte dages fri rejse med kollektiv trafik. Der udbydes 50.000 rejsepas i perioden fra lørdag den 27. juni til søndag den 9. august.

* DSB udbyder en million Orange-billetter over Storebælt i skolernes sommerferie til 99 kroner, inklusive pladsbillet.

Billigere færger:

* Gratis indenrigsfærger i juli for gående og cyklister.

* Tilskud til prisnedsættelse på færger til småøer - samt Fanø, Læsø, Ærø og Samsø - i august og september.

* Reduktion af billetpriserne på færgefarten Ystad-Rønne i august og september.

Billigere oplevelser:

* Pakken giver halv pris på en række kulturoplevelser.

* Der afsættes penge, som forenings- og idrætslivet kan søge til at skabe flere aktiviteter.

* Højskolerne får en bevilling til årets sommeraktiviteter.

Støtte til sommerhusudlejere:

* Midlertidig forhøjelse af bundfradraget ved udlejning af sommerhuse.

Sociale tiltag:

* Gratis tilbud om lokale aktiviteter til ældre over 65 år.

* Flere dagsture for beboere på plejehjem og socialpsykologiske botilbud.

* Gratis handicaptransport i sommerferien.

Kilder: Erhvervsministeriet og Transportministeriet.

 

29 kommentarer
Vis kommentarer