Pengemænd pumper 19 millioner i Brüggers medie

Ni forretningsmænd og en erhvervskvinde skyder nye penge i selskabet bag Mads Brüggers medie Frihedsbrevet

Mads Brügger, filminstruktør, journalist, tidligere programchef på Radio24syv og nuværende direktør for Frihedsbrevet har fået knap 19 nye millioner til 'fri leg'. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Mads Brügger, filminstruktør, journalist, tidligere programchef på Radio24syv og nuværende direktør for Frihedsbrevet har fået knap 19 nye millioner til 'fri leg'. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Mediet Frihedsbrevet, med direktør og ansvarshavende chefredaktør Mads Brügger i spidsen, har fået en solid kapitalindsprøjtning på knap 19 millioner kroner fra en kreds af forretningsfolk.

Kredsen tæller blandt andet Frihedsbrevets to primære ejere og stiftere - den tidligere 'kapitalfondkonge' Bjørn Høi Jensen og skattelykongen Jean Jørgen Viet-Jacobsen - som tilsammen sidder på knap 68 procent af aktierne.

Kapitalforhøjelsen blev besluttet på en ekstraordinær generalforsamling 29 april. Det viser referatet, som selskabet har indsendt til Erhvervsstyrelsen.

Ifølge indberetningen til Erhvervsstyrelsen kommer de nye penge fra 10 erhvervsfolk via ni selskaber.

Investorerne - hvoraf de fleste også var med til at stifte selskabet - tæller bl.a. erhvervsfolk kendt fra finanssektoren, store kapitalfonde, ejendomsinvestering og reklamebranchen. Pengene sidder især løst på de to hovedaktionærer - men bank-bulderbassen Henning Kruse Petersen og hans søn Jannik spytter også pænt kassen.

Bjørn Høi Jensen: 5 mio. kr. via Zeno ApS.

Denis Jean Jørgen Viet-Jacobsen: 5 mio. kr. via Desolix Aps, som er ejet via Desolix S.á.r.l. i Luxembourg.

Jannik Kruse Petersen: 2 mio. kr. via JKP Holding ApS.

Henning Kruse Petersen: 1,5 mio. kr. via 2KJ A/S.

Mikkel Bülow-Lehnsby: 1,5 mio. kr. via Two Degrees ApS.

Niels Heini Mortensen: 1,5 mio. kr. via Nm Holding.

Henrik Juul & Lene Winum Juul: 1 mio. kr. via Hrmoro ApS.

Christian Paulsen: 1 mio. kr. via Seatwo ApS.

Jesper Theil Thomsen: 107.926 kr. via J.T.T. Holding ApS.

Derudover indskød Frihedsbrevets bestyrelsesmedlem Max Cantor i marts 75.000 kroner i selskabet, hvilket også blev besluttet på en ekstraordinær generalforsamling.

Da selskabet bag Frihedsbrevet gik i luften sidste år fremhævede Mads Brügger det som afgørende, at Frihedsbrevet ikke bliver støttet af staten. Finansieringen skal komme fra læserne og af ejerkredsen - og ifølge Mads Brügger var der dengang penge i kassen til tre års drift.

Ifølge CVR-registret blev der skudt knap 13 millioner kroner i Frihedsbrevet, da selskabet blev stiftet i april 2021. Ifølge den seneste opgørelse i CVR-registret har Frihedsbrevet 25 medarbejdere.

Som et kuriosum kan nævnes, at Canopylab-stifter og næstformand i DI Digital Sahra-Josephine Hjorth blev udvalgt til Frihedsbrevets bestyrelse efter hun sad ved siden af Mads Brügger til en middag. Hun nåede dog angiveligt aldrig at deltage i nogle bestyrelsesmøder, før hun trak sig fra bestyrelsen.

Erkender behov
Årsagen til den massive kapitalindsprøjtning er ifølge Mads Brügger en satsning på podcast.

- Vi satser massivt på lyd! Vi har oprettet en podcastafdeling, som gør at vi har brug for en kapitalforhøjelse, skriver Mads Brügger i en mail til Ekstra Bladet.

- Samtidig er vi ved at opgradere vores app og hjemmeside, som også kræver mere kapital end vi oprindeligt havde regnet med.

Brügger mener, at Frihedsbrevet fortsat er en bæredygtig forretning på trods af at de blot et år efter lanceringen, har behov for ekstra kapital.

Vil væk fra indirekte mediestøtte
Tidligere har Mads Brügger bedyret, at Frihedsbrevet skulle være uafhængig af mediestøtte.

Men nu fortæller han, at han anser dét, at Frihedsbrevet er momsfritaget som indirekte mediestøtte.

Er Frihedsbrevet fortsat momsfritaget? I så fald er det vel en form for indirekte mediestøtte, er du enig?

-  Ja, det er vi, og jeg er enig. Forskellen fra den direkte mediestøtte er, at den indirekte mediestøtte er blevet indført pr. lov, hvilket vil sige at momsfritagelsen for nyhedsmedier er en rettighed svarende til bankernes momsfritagelse. Den gælder for alle.

- På sigt vil jeg også gerne væk fra den indirekte mediestøtte, men først vil jeg demonstrere, at vi kan klare os uden den direkte.

Han opfordrer samtidig Ekstra Bladet til at gøre det samme.

Betyder din licensfinansierede fortid, at du er bedre til at bruge penge end tjene dem?

- Frihedsbrevet udvikler sig over al forventning. Det kan jeg takke de mange dygtige journalister og medarbejdere, som jeg har skabt Frihedsbrevet sammen med for.

- Med hensyn til min licensfinansierede fortid er det værd at tage i betragtning, at "Muldvarpen" er DR's bedst sælgende dokumentarserie nogensinde.

- Den går som varmt brød jorden rundt, så tilsyneladende er jeg i stand til at lave noget, som folk vil betale penge for, tro det eller ej.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind