Han er hverken fyrre eller fed, men Per Christensen er færdig i Danmarks største fagforening, 3F.
Det står klart efter 3F's krisemøde tirsdag formiddag. I otte år har Per Christensen været den øverste chef i fagforbundet, som tæller knap 265.000 medlemmer.
3F's ledelse og formand Per Christensen har i dag, tirsdag, indgået en gensidig aftale om, at Per Christensen fratræder sin stilling som formand.
Det oplyser fagforbundet i en pressemeddelelse.
3F's næstformand, Tina Christensen, udtaler i den forbindelse:
- Der er i den seneste tid sået stor tvivl om tilliden til Per Christensen som 3F's formand. Der skal altid være endda meget stor tillid til personen i spidsen for vores fællesskab, og derfor er både vi og Per Christensen af den opfattelse, at det er bedst for 3F og vores medlemmer, at han nu stopper.
- Måske var det engang sådan, at man kunne skille privatliv og arbejdsliv, når man var en fremtrædende figur. Det kan man ikke, når det vedrører forhold af en karakter som i den aktuelle situation. Det har både vi og Per Christensen erkendt - derfor stopper han nu som formand i en gensidig forståelse.
Næstformanden takker afslutningsvist Per Christensen 'for hans engagement og de mange sejre, han har været hovedmanden bag'.
Dobbeltliv
Per Christensen har den seneste uge været i søgelyset på grund af B.T.s afsløringer om den nu afgåede formands dobbeltliv.
Her kom det frem, at den detroniserede topchef i en periode i flere år har haft adskillige kærester på samme tid, hvor løgne og utroskab har været en fast del af hverdagen. 3F-formanden har i to omgange levet et dobbeltliv, hvor han var sammen med to kvinder på samme tid.
Det hele ramlede i efteråret 2021, da to kvinder, hvoraf han var gift med den ene, fandt ud af, at han gennem en lang periode havde bedraget dem og fyldt dem med løgne.
Per Christensen formåede at holde sit dobbeltliv skjult og var på ferierejser, til familiefødselsdage, arbejdsmiddage, til nonfirmation, på vennebesøg i sommerhus og tilsvarende ting med de skiftende partnere.
Ifølge B.T. kontaktede 3F's advokat en af de bedragne kvinder, som fik den opfattelse, at advokaten forsøgte at tysse på hende og få hende til at lade være med at tale med pressen.
Nu er det hele ramlet ned over hovedet på ham.
Fik pamperlejlighed
Da fagbossens dobbeltliv blev afsløret, fik 3F-formand Per Christensen en lejlighed gennem Arbejdernes Landsbank, hvor han er bestyrelsesformand.
Banken valgte ham frem for andre ansøgere til en lejelejlighed et eftertragtet sted i København ejet af arbejderbanken på grund af hans 'sociale begivenhed', som det formuleres - altså at han skulle skilles.
Banken oplyser således til Ekstra Bladet, at 3F-formanden flyttede ind i lejligheden på 90 kvadratmeter 1. december 2021, og at han i første omgang henvendte sig til banken i maj samme år, da han meddelte, at han skulle skilles.
Ifølge Arbejdernes Landsbank blev lejligheden slået op internt, og Per Christensen og få andre søgte, men der var ikke venteliste til boligen på daværende tidspunkt, så der var fri bane til 3F-formanden, da det hele ramlede.
Gennem sin formandspost i 3F er Per Christensen bestyrelsesformand i både Arbejdernes Landsbank og PensionDanmark.
Det hænger sammen med, at 3F er medejer af de to virksomheder.
Til B.T. fortæller 3F, at Per Christensen også fratræder sine bestyrelsesposter i de to virksomheder, som han altså har haft i kraft af sin post som formand i 3F.