Pest-skeletter gravet op i skolegård

300 år gamle knogler og kranier er fundet under en skole i København

Alle skeletterne er fundet i kister. Foto: Københavns Museum
Alle skeletterne er fundet i kister. Foto: Københavns Museum

Under en udgravning til et mindre kloakarbejde under en skolegård i København dukkede der pludselig et uhyggeligt fund frem. Det skriver Københavns Biblioteker i en pressemeddelelse.

Under skolegården på Skolen ved Søerne lå der nemlig ti grave med 300 år gamle kranier og knogler fra mennesker, der døde af pest i starten af 1700-tallet.

Ifølge Københavns Museum døde hver tredje københavner af sygdommen, og flere tusinde mennesker skulle på kort tid begraves. Det betød, at pladsen til de afdøde var trang, og arkæologer fra museet har set tilfælde, hvor tre kister var stablet oven på hinanden.

- Skeletterne bliver undersøgt at Antropologisk Laboratorium ved Retsmedicinsk Institut. Det vil give en mere præcis viden om de dødes køn, alder, ernærings- og sundhedsforhold. Der er også udtaget nogle DNA-prøver, som vil kunne sige noget om, hvor de personer, der er begravet, stammer fra, siger Stine Damsbo Winther, der er arkæolog ved Københavns Museum, i pressemeddelelsen.

Og selvom pest er en meget smitsom sygdom, så er der ingen fare på færde, når knoglerne er 300 år gamle.

- Pest er knyttet til en bakterie, og den klarer ikke 300 år i jord. Pestbakterien danner ikke sporer, der kan genoplives. I dag er der kun knogler tilbage af ofrene, endda fantastisk velbevarede, men ikke bløddele, siger Stine Damsbo Winther.

42 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere