PET: Derfor stopper vi bog om Jakob Scharf

Efterretningstjenesten har ikke fået lov til at læse bogen om Jakob Scharf og frygter derfor, at den vil indeholde fortrolige oplysninger

Københavns Byret har fredag nedlagt forbud mod bogen 'Syv år for PET', der handler om Jakob Scharfs tid i spidsen for PET.

PET forklarer på sin hjemmeside, at man har krævet et forbud, grundet de beskrivelser, som forlaget People's Press, kommer med om bogen. Efterretningstjenesten har altså ikke læst bogen.

Se også: Stopper bog om tidligere PET-chef

Blandt andet lyder det i beskrivelsen, at Jakob Scharf 'blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler.'

Og netop den sætning er PET ikke glade for.

- Det skyldes, at beskrivelsen af bogens indhold bl.a. på People’s Press’ hjemmeside giver det indtryk, at bogen kan indeholde fortrolige oplysninger, hvis offentliggørelse kan bringe personer i fare og skade PET’s muligheder for at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, herunder terrorisme. Det fremgår bl.a. af beskrivelsen, at Jakob Scharf 'blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler', skriver PET på sin hjemmeside.

Et forsøg på at få fat i manuskriptet før udgivelsen er ikke lykkedes for efterretningstjenesten.

- PET har forgæves udbedt sig manuskriptet til bogen, så PET kan undersøge, om det rent faktisk indeholder sådanne fortrolige oplysninger. Er dette ikke tilfældet, har PET intet ønske om at forhindre bogens udgivelse. Forlaget har imidlertid ikke ønsket at give PET adgang til manuskriptet. 

PET oplyser til Ekstra Bladet, at man ikke har yderligere kommentarer.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen