PET donerede 3000 kr. til såret Syrien-kriger

Den danske efterretningstjeneste donerede i arbejdet med en terrorsag 3000 kroner til en såret Syrien-kriger for at skabe tillid mellem deres agent og den nu dømte mand

Den 26-årige mand, som bliver kaldt 'den krølhårede' i Ekstra Bladets podcast 'Homegrown', blev dømt efter terrorparagraffen ved Københavns Byret. Der er endnu ikke udmålt straf i sagen, ligesom det også er uvist, om han vil anke dommen.
Den 26-årige mand, som bliver kaldt 'den krølhårede' i Ekstra Bladets podcast 'Homegrown', blev dømt efter terrorparagraffen ved Københavns Byret. Der er endnu ikke udmålt straf i sagen, ligesom det også er uvist, om han vil anke dommen.

En 26-årig mand blev i sidste uge kendt skyldig i forsøg på terror, og undervejs i sagen, som har kørt ved Københavns Byret, har PET tænkt kreativt i agentarbejdet.

Det kom frem ved et retsmøde i midten af oktober, hvor efterretningstjenesten afgav forklaring om, hvordan en PET-agent i 2019 havde infiltreret en lukket gruppe i den krypterede beskedtjeneste Telegram.

PET-agenten havde oprettet en fiktiv profil og foregav at være Islamisk Stat-støtte og fik på den måde kontakt til den 26-årige. De to mødtes herefter, og ved det første møde afleverede agenten, som var undercover, 3000 kroner til den 26-årige.

Pengene skulle gå til en indsamling til en såret Syrien-kriger, og donationen havde ifølge PET til formål at skabe tillid mellem agenten og den nu dømte mand.

Det kom samtidig frem under retsmødet 11. oktober 2021, at PET ikke har sporet pengene. Det blev beskrevet af vidner fra PET, at det ville være vanskeligt at spore pengene, og at der ikke blev gjort nogen forsøg på at spore dem.

- PET vurderede, at indsamlingen ikke var ulovlig. Man vurderede, at man ikke kom til at støtte terror, lød det fra et PET-vidne.

Ekstra Bladet går tæt på sagen i podcast-serien 'Homegrown'. Få overblikket over det danske netværk, som serien handler om i videoen her:

Explainer: Få overblikket over Team Dawahs tråde til terrorsager

Agent afleverede penge til 'en bror', der havde kæmpet
PET's agent skulle lade, som om han var IS-sympatisør ved at donere pengene til indsamlingen. Mødet foregik på en parkeringsplads bag indkøbscenteret Fields på Amager 11. september 2019.

Her mødte agenten fysisk op for at aflevere de 3000 kroner, hvilket var deres første af flere møder, der senere førte til den 26-åriges anholdelse.

- Han sagde, at pengene skulle gå til hans 'bror', som aktuelt var i Tyrkiet og afventede lægebehandling og på at blive sendt tilbage til Danmark, forklarede agenten, der afleverede pengene, i retten.

- Jeg spurgte, om han havde været derovre og kæmpe, og han sagde ja, og at han var blevet såret, sagde agenten yderligere i retten.

I retssagen kom det frem, at PET var blevet opmærksomme på indsamlingen via den beskedgruppe på Telegram, som man havde infiltreret. Agenten beskrev, at han var overbevist om, at der var tale om penge til en, der havde kæmpet i Syrien.

Derudover producerede PET jihadistisk propaganda-materiale og delte det med den 26-årige i en chatsamtale. Det skulle understrege agentens sympati for jihad, lød det i retten. Materialet var to plakater, hvoraf den ene havde teksten 'Die in your rage', mens den anden viste pistoler.

Købte to pistoler, lyddæmpere og ammunition
Møderne mellem agenten og den 26-årige mand kulminerede 11. december 2019, hvor den 26-årige købte to pistoler med lyddæmpere af typen Glock og CZ75 af agenten samt to typer ammunition.

På vej væk fra stedet og med en taske, der indeholdt våbnene, blev den 26-årige anholdt af politiet.

Den 26-årige var tiltalt sammen med en 27-årig mand, som er blevet frifundet for terror, men kendt skyldig for medvirken til våbenhandel, da han havde lånt den 26-årige penge.

Det vides endnu ikke, om mændene anker sagen. Der er fortsat navneforbud i sagen, der kører ved Københavns Byret, og der skal nu tages stilling til strafudmåling.

Den 26-årige har igennem sagen nægtet sig skyldig og nægtet at være tilhænger af Islamisk Stat.

Ekstra Bladet går tæt på sagen og det danske ekstremistiske miljø i podcast-serien 'Homegrown'. Du kan høre serien her eller i din foretrukne podcast-app:

 

Ekstra Bladets podcast 'Homegrown'
Artiklen bygger på materiale fra Ekstra Bladets nye podcast 'Homegrown', hvor vi sætter fokus på Team Dawah-netværket og det ekstremistiske miljø i Danmark.

Podcasten er lavet af Ekstra Bladets graverredaktion i samarbejde med terrorforsker Tore Hamming og er baseret på samtaler med kilder i miljøet og tæt på Team Dawah.

Af hensyn til de kilders sikkerhed er de anonymiseret. Deres fortællinger er blevet sammenholdt med en gennemgang af en lang række aktindsigter, retsdokumenter, vores egen research og indsamlet materiale fra åbne såvel som lukkede og krypterede grupper.

Du kan høre hele historien i Ekstra Bladets podcast 'Homegrown', der er tilgængelig på alle streamingtjenester for podcast
Du kan høre hele historien i Ekstra Bladets podcast 'Homegrown', der er tilgængelig på alle streamingtjenester for podcast
 

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

En del gerningsmænd synes at gå fri