PET i 'intimiderende' opkald efter lækage-sag

PET og FE har påmindet to af landets største mediehuse om, hvilke straffe der kan været forbundet med at rapportere om fortrolige forhold. Det sker, efter at fire personer i sidste uge blev sigtet for at lække oplysninger

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Ved du noget? Skriv til eb-sikker@protonmail.com - alle henvendelser behandles fortroligt.

Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste har siden torsdag kontaktet to af landets største mediehuse for at informere dem om, at det kan være strafbart at viderebringe klassificerede oplysninger.

Det erfarer Ekstra Bladet fra flere sider, og flere chefredaktører betragter det som intimiderende og skandaløst, at tjenesterne har rakt ud på den måde.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har både Berlingske Media og JP/Politikens Hus hen over weekenden fået uventede opringninger fra efterretningstjenesten, hvor henholdsvis koncernchef Anders Krab-Johansen og administrerende direktør Stig Ørskov har fået en påmindelse om, hvilke straffe der kan være forbundet med at offentliggøre fortrolige oplysninger.

I samtalerne har efterretningstjenesten henvist til straffelovens § 109, stk 1. og oplyst om, at medier også er omfattet af denne paragraf, der kan give op til 12 års fængsel, hvis man viderebringer hemmelige informationer.

Opkald kommer efter lækage-sigtelser
Efterretningstjenesternes opkald kommer, umiddelbart efter at fire nuværende og tidligere efterretningsfolk i sidste uge blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for at lække højt klassificerede oplysninger.

Dermed tyder alt på, at anholdelserne har forbindelse til sagen om Danmarks kabelsamarbejde med amerikanske NSA, som i det seneste år har været genstand for en hemmelig kommissionsundersøgelse.

Granskningen blev iværksat i december sidste år, efter at en whistleblower havde afleveret fortrolige dokumenter til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, og sidenhen kunne især DR berette om indholdet af de klassificerede rapporter.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har DR's ledelse dog ikke modtaget henvendelser fra efterretningstjenesterne hen over weekenden.

Artiklen fortsættes under billedet ...

Foto: Finn Frandsen/Polfoto
Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Møde med FE og PET
Administrerende direktør for JP/Politikens Hus Stig Ørskov bekræfter over for Ekstra Bladet, at han i weekenden blev kontaktet.

'Der er tale om en usædvanlig henvendelse. Jeg har ikke tidligere oplevet eller hørt om, at de to tjenester i fællesskab henvender sig til medier på den måde,' siger Stig Ørskov, som efter opkaldet blev indkaldt til et møde, der fandt sted mandag morgen.

Her mødtes han sammen med en advokat med FE's fungerende chef, Svend Larsen, og Finn Borch Andersen, der er chef hos PET.

'Jeg var her til morgen kl. 8 kaldt til møde med cheferne for FE og PET, Svend Larsen og Finn Borch Andersen, der oplyste mig om, at de fire personer, der blev anholdt i sidste uge, blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 109, stk 1. om uberettiget videregivelse af klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne,' skriver Stig Ørskov i en sms og tilføjer:

'De oplyste mig endvidere om, at det særligt i forhold til medier er væsentligt at være opmærksom på, at denne bestemmelse har en særligt skærpet karakter i forhold til andre bestemmelser i straffeloven, idet den også omfatter mediernes videregivelse af de særligt tavshedsbelagte oplysninger.'

Stig Ørskov tilføjer, at han mandag har oplyst mediehusets øvrige chefredaktører om mødet.

'Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer og overlader det til andre at vurdere tjenesternes ageren.'

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra PET, men tjenesten har ikke ønsket at kommentere sagen.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+