Peter Myginds søn var dybt afhængig af stoffer: Det kan ske for alle

27-årige Julius Mygind Mühlhausen røg i lang tid hash hver dag, men weekenderne blev brugt med kokain, ecstasy og mdma i kroppen. Nu advarer han unge om, hvor hurtigt det kan gå galt

27-årige Julius Mygind Mühlhausen er tidligere stofmisbruger. Han udgiver nu - sammen med Magnus Trampe Broch og begge deres mødre - bogen 'Mit barn tager ikke stoffer - jeg har spurgt'. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.
27-årige Julius Mygind Mühlhausen er tidligere stofmisbruger. Han udgiver nu - sammen med Magnus Trampe Broch og begge deres mødre - bogen 'Mit barn tager ikke stoffer - jeg har spurgt'. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.

Julius Mygind Mühlhausen har aldrig manglet noget. Han har succesrige forældre, der har givet ham masser af kærlighed. Han er ekstremt godt socialt begavet, udadvendt, har altid haft mange venner og spillede som ung basket på højt niveau.

Alligevel endte han med at blive dybt afhængig af stoffer.

- Jeg fandt ind i en vennegruppe af lidt ældre unge, hvor det var fedt at ryge hash. Derfor begyndte jeg, og lige så stille blev det, det vigtigste for mig i hverdagen. Weekenderne brugte jeg så på at tage andre stoffer - kokain, mdma og ecstasy - der kunne få mig ud af hash-døsen, fortæller Julius Mygind Mühlhausen, som i dag lever af at holde foredrag og rådgive unge omkring farerne ved euforiserende stoffer, og som netop har skrevet bogen 'Mit barn tager ikke stoffer - jeg har spurgt' sammen med 22-årige Magnus Trampe Broch - som Julius har hjulpet ud af sit misbrug - og begge deres mødre.

- Det er så vigtigt for folk at forstå, at det kan ske i alle familier - for stofferne er en helt almindelig del af fest- og ungdomslivet, siger han.

Det er alle vegne
Statistikkerne bakker op om Julius' påstand.

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport 'Narkosituationen i Dannmark' fra efteråret 2018 har 41 procent af unge under 25 år prøvet hash. Cirka 17.000 unge mellem 15 og 25 år bruger cannabis (hash) næsten dagligt.

Bogen, som Julius Mygind Mühlhausen har skrevet sammen med sin mor, Lise Mühlhausen og Magnus og Stine Tramp Broch, fortæller om vejen ind og ud af stofmisbrug - set fra både de unges og deres mødres perspektiv. Bogen udkommer 20. marts 2019. Foto: Peoples Press.
Bogen, som Julius Mygind Mühlhausen har skrevet sammen med sin mor, Lise Mühlhausen og Magnus og Stine Tramp Broch, fortæller om vejen ind og ud af stofmisbrug - set fra både de unges og deres mødres perspektiv. Bogen udkommer 20. marts 2019. Foto: Peoples Press.
 

Alt skal være perfekt
Næst efter hash er kokain, amfetamin og ecstasy de stoffer, som flest unge bruger. Og de unges eksperimenter med stoffer - lige fra hash til kokain, amfetamin og ecstasy - topper, når de er 16-19 år.

- Unge i dag er blevet endnu mere berørings-angste over for deres egne følelser. Måske er det på grund af de sociale medier, hvor alt skal se perfekt ud. Det er sindssygt svært at leve op til, fortæller Julius, der også lægger vægt på, at adgangen til stofferne i nattelivet er meget lettere.

Kendte Peter Myginds søn tog stoffer: Jeg var sindssygt afhængig

- Mdma og kokain er alle vegne. Du får det nærmest kastet i nakken, og ellers er din pusher kun et Facebook-klik væk.

- Derfor er det så sindssygt vigtigt, at forældre holder øje med, hvordan deres børn har det, og at de reagerer, hvis der er tegn på misbrug, siger han.

- Hvilke råd vil du give forældre til børn, der måske er på vej ud i et misbrug?

- De skal blive ved med at spørge. Det må bare ikke være en afhøring, men mere en samtale. De skal meget hellere spørge deres børn, hvad de har brug for fra dem. Og de kommer til at få 'nej' mange, mange gange, når de spørger deres barn, om det har et problem. Men de må ikke give op - pludselig er timingen rigtig, lover Julius, der selv kom ud af sit misbrug, da forældrene en dag ramte plet med endnu et deres spørgsmål.

115 kommentarer
Vis kommentarer