Pia Kjærsgaard ydmyget i Island

Formanden for Folketinget var ikke en populær gæst, da hun holdt tale i anledningen af 100 året for Islands selvstændighed

Medlemmer af partiet Piraterne valgte helt at boykotte arrangementet, da de fandt ud af, at Pia Kjærsgaard var inviteret. Foto: Stine Tidsvilde
Medlemmer af partiet Piraterne valgte helt at boykotte arrangementet, da de fandt ud af, at Pia Kjærsgaard var inviteret. Foto: Stine Tidsvilde

Boykot, udvandring under talen og muligvis forfatningsstridigt.

Det er de ord, der klæber sig til Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaards besøg i Island onsdag.

Onsdag skulle formanden for Folketinget holde tale i det islandske parlament, Altinget, i anledningen af, at det er 100 år siden, Island erklærede selvstændighed.

Det skriver Politiken.

Men det vækker harme hos en række islandske politikere, at hun overhovedet blev inviteret til at holde tale på det historiske mødested, sletten Thingvellir.

I protest mod Kjærsgaards hårde linje over for muslimer og indvandrere, valgte Helga Vala Helgadóttir, der er medlem af det socialdemokratiske parti Samfylkingin, at udvandre under Pia Kjærsgaards tale.

Hendes formand Logi Einarsson kaldte det samtidig 'beklageligt, at en af de fremmeste repræsentanter for had mod udlændinge i Europa skal have lov at komme på talerstolen på denne vigtige dag'.

Flere medlemmer af partiet Piraterne valgte helt at boykotte arrangementet, da det gik op for dem, hvem der var inviteret til at hylde demokratiet. Piraternes parlamentariske formand, Thórhildur Sunna Ævarsdóttir, var hård i sin kritik og vil nu have undersøgt, om beslutningen om at invitere Kjærsgaard er i overensstemmelse med forfatningen.

- Vi ser lige nu over hele verden, at fascisme, racisme, fremmedhad, antidemokratiske værdier er på forskellige måder. Vi ser det i USA, vi ser det i forskellige europæiske lande, og vi har set det udvikle sig i vores nabolande som i Danmark, sagde hun til islandske medier.

Formanden for Islands parlament, Steingrímur J. Sigfússon, var dog ikke helt af samme overbevisning. Han kaldte det en stor ære for Parlamentet, at Pia Kjærsgaard modtog invitationen om at hole tale for Altinget.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Pia Kjærsgaard.

Se også: DF-top i kødet på LA: Krig om toppost til Pias mand


Se også: Hvad Pia ikke forstår

Se også: Pia Kjærsgaard er en helt

873 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere