Pia spiste sin egen hest - så væltede det ind med dødstrusler

- Det var noget af det bedste kød, vi nogensinde har spist, siger 18-årige Pia Olden

En norsk teenager har modtaget dødstrusler, efter hun afslørede på Facebook, at hun havde spist sin egen hest, efter den var blevet aflivet.

Den 18-årige kokkelærling Pia Olden fortæller til norske Dagbladet, at familien havde opbevaret fileter af hendes hingst, Drifting Speed, siden den blev aflivet i 2018, så da de fredag skulle have 'fint besøg', var det tid til at at få tøet en god omgang hestebøffer op.

'Lidt mærkeligt at spise sin egen hest, men mit kokkehjerte sagde, at jeg måtte gøre det. 'Hvis jeg endelig skal spise hestekød, skal det være min egen'', skrev Pia Olden på Facebook, hvor hun viste et billede af Drifting Speed som henholdsvis en levende hingst og røde bøffer i et ovnfast fad med chili og mango. Hun understreger overfor det norske medie, at Drifting Speed blev aflivet på grund af sygdom og ikke for at stille hendes families sult.

- De skrev, jeg fortjente at blive dræbt
Men opslaget gav meget hurtigt bagslag, efter hun havde lagt det op på det sociale medie.

- Mange skrev, at jeg også fortjente at blive dræbt for at spise min egen hest. En skrev, at jeg burde miste retten til at have dyr, fortæller Pia Olden til Dagbladet.

Hun fortæller, at hun kunne se, at de fleste af de hadefulde kommentarer kom fra andre kvindelige ryttere, men i hendes øjne ærede hun sin elskede hest ved at bruge den som mad. Hun er nemlig vokset op på en gård, og det gør ifølge hende, at hun har fået et mere 'realistisk' forhold til dyr og ser anderledes på kød end mange andre.

- Det er ikke bedre for kødet at blive begravet og spist af orme, siger Pia Olden.

Den 18-årige teenager valgte efter de mange vrede kommentarer og flere dødstrusler at slette opslaget fra den Facebook-gruppe, hvor hun havde lagt det op.

Hun havde på forhånd haft en anelse om, at billederne og teksten nok var så kontroversielle, at de ville høste negative kommentarer, men hun havde slet ikke forestillet sig, at det skulle komme så vidt. Hun står dog fast på sin beslutning om at servere Drifting Speed for sine gæster.

- Jeg synes ikke, de skal have lov til at bestemme, hvad jeg skal gøre. Hestekød er en delikatesse, og da hesten alligevel skulle aflives, syntes jeg, det var okay at spise det. Det var noget af det bedste kød, vi nogensinde har spist, siger Pia Olden til Dagbladet.

226 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere