Piloten fik dårlig mave: Dansk familie strandet i lufthavn i 14 timer

PILOT FIK MAVEONDE: Par og deres søn ventede knap 14 timer i lufthavnen i Palma på forsinket SAS-fly. Familien kræver nu kompensation med henvisning til landsretsdom i lignende sag, men SAS nægter at udbetale en krone

Denne familie fra Jyllinge på Sjælland - sønnen Stefan til venstre og moren Lena Bardrum og faren Lars Christensen - vil af principielle grunde ikke bare acceptere, at SAS afviser deres klage over en 14 timer lang forsinkelse på vej hjem fra ferieøen Mallorca fornylig. Privatfoto
Denne familie fra Jyllinge på Sjælland - sønnen Stefan til venstre og moren Lena Bardrum og faren Lars Christensen - vil af principielle grunde ikke bare acceptere, at SAS afviser deres klage over en 14 timer lang forsinkelse på vej hjem fra ferieøen Mallorca fornylig. Privatfoto

12 dejlige feriedage på danskernes foretrukne ferieø i udlandet, spanske Mallorca, endte med knap 14 timers frustrerende venten i lufthavnen i Palma for en lille familie fra Jyllinge - kæresteparret Lars Christensen og Lena Bardrum og deres 16-årige søn Stefan.

Familiens - og cirka 200 andre passagerers - frustrerende oplevelse var en konsekvens af, at det SAS-fly, som skulle have fløjet dem retur til København, blev sat på stand-by, fordi flyets pilot blev syg med maveonde på destinationen. Først knap 14 lange timer efter, at flyet skulle være lettet fra Palma klokken 10.55 med kurs mod Kastrup, kom familien og de øvrige passagerer på vinger klokken lidt i ét den følgende nat.

Forsinkelsen og den efterfølgende, mangelfulde information fra SAS har fået parret fra Jyllinge til at klage til Skandinaviens største flyselskab med krav om kompensation på 400 euro pr person - 3.000 kroner.

- Vi valgte at rejse med SAS, selv om vi muligvis kunne have fået billetter hos Norwegian, som var et par hundrede kroner billigere pr styk. Men SAS´ gode renommé og den tryghed, det giver, gjorde, at vi foretrak dem, forklarer Lars Christensen og fortsætter:

- Men det gør vi så ikke mere. Vi har mistet tilliden til SAS efter den her oplevelse.

Ny pilot fra Stockholm

Den knækkede tillid blev skåret helt over, da familien hjemme i Danmark sendte en skriftlig klage til SAS og krævede kompensation med henvisning til en EU-forordning, hvor passagerer, som forsinkes mere end tre timer, er berettiget til en kompensation på 400 euro pr person, når der som her er tale om en afstand som mellem Palma og København.

SAS afviser dog klagen og henviser i et mail-svar til, at der var tale om en 'ekstraordinær begivenhed, der ikke kunne undgås, på trods af flyselskabet har taget alle rimelige forholdsregler'. I og med, at SAS-piloten blev syg i lufthavnen i Palma, skulle flyselskabet have fløjet en ny pilot til ferieøen fra Stockholm, forklarer SAS den lange ventetid, der samtidig er et argument for, hvorfor de ikke vil kompensere kunderne.

- Er det så ikke meget forståeligt, at der går så mange timer, inden flyet var klar til at lette?

- Nej, bestemt ikke. Som alle andre flyselskaber burde SAS på en så trafikeret destination, som Palma er, til hver en tid have et beredskab til langt hurtigere at klare sådanne situationer, mener Lars Christensen, der sammen med kæresten og sønnen ellers havde haft en dejlig ferie i Cala Millor på Mallorcas østlige kyststrækning.

Familien fra Jyllinge henviser i deres klage til SAS desuden til, at Østre Landsret i en dom fra marts i år slår fast, at sygdom hos flypersonalet ikke er en 'særlig omstændighed, som fratager flyselskabet ansvar for at kompensere forsinkede kunder'. Østre Landsrets-dommen behandlede en lignende klagesag mod det finske flyselskab Finair med en syg pilot på en udenlandsk destination.

SAS står fast

Ifølge kommunikationschef hos SAS, Mariam Skovfoged, ændrer dommen fra Østre Landsret intet ved det skandinaviske flyselskabs holdning i den konkrete sag.

- En syg pilot mener vi godt kan være en usædvanlig omstændighed. Piloten blev syg ombord på flyet på vej til Palma og blev hentet af ambulance umiddelbart efter landingen på Mallorca. Hvis piloten var blevet syg i en af vores hovedlufthavne, eksempelvis Kastrup, ville vi have haft bedre mulighed for at indsætte en anden pilot.

- Men her var vi på udebane og skulle flyve en pilot til Mallorca, som så skulle flyve passagererne hjem, siger Mariam Skovfoged til Ekstra Bladet. Hun tilføjer, at der også er sikkerhedsmæssige hensyn at tage, som kan forlænge passagerernes ventetid yderligere, selv om SAS altid forsøger at reagere hurtigst muligt.

Familien fra Jyllinge betalte i alt knap 5.000 kroner for deres tre returbilletter fra København til Palma, men den omstændighed, at de nu kræver i alt 9.000 kroner i kompensation, rokker ikke ved deres krav.

- Det er ikke beløbsstørrelsen, der er afgørende, men det prinicipielle i, at et flyselskab som SAS bør være forpligtet til at kompensere kunder, som forsinkes så meget, at det i nogle tilfælde medfører store gener som i dette tilfælde, siger Lars Christensen.

Han vil nu sende familiens klage videre til Trafikstyrelsen og om nødvendigt Forbrugerankenævnet.

 

 

 

 

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen