Piloter strejker: Påvirker op mod 300.000 passagerer

Piloter hos flyselskabet British Airways planlægger tre strejker i september

Piloter, som er medlem af fagforeningen BALPA, planlægger strejke. Foto: Dinendra Haria / Shutterstock
Piloter, som er medlem af fagforeningen BALPA, planlægger strejke. Foto: Dinendra Haria / Shutterstock

Piloter ansat hos flyselskabet British Airways planlægger strejker 9., 10. og 27. september.

Det skriver flyselskabet på sin hjemmeside, efter at det ikke er lykkedes at nå til enighed om en aftale med piloternes fagforening, British Airline Pilots' Association (BALPA).

- Vi har arbejdet med BALPA for at nå frem til en aftale vedrørende løn.

- Desværre har fagforeningen oplyst, at den vil strejke 9. september, 10. september og 27. september, hvilket vil skabe markante forstyrrelser i flere tusindes rejseplaner, skriver British Airways på hjemmesiden.

Ifølge den britiske avis The Times kan strejken komme til at påvirke op mod 290.000 passagerer mandag og tirsdag i næste uge. Næsten 1600 fly risikerer samtidig at blive på jorden i den kommende uge, skriver avisen.

Refusion
Har man booket en flybillet til en af disse datoer, er det sandsynligt, at strejken vil medføre, at man ikke vil være i stand til at rejse, skriver British Airways.

Selskabet tilføjer, at de tilbyder at refundere penge til dem, der bliver berørt af strejken. Det vil også være muligt at ombooke sin flyrejse til en anden dato eller et andet flyselskab.

Billund Lufthavn bekræfter, at der ikke kommer til at afgå nogen fly fra British Airways fra lufthavnen 9. og 10. september. De ved endnu ikke, om der vil afgå fly den 27. Derudover opfordrer de passagerer til at kontakte flyselskabet, hvis de ikke selv er blevet kontaktet.

Kenni Leth, pressechef i Københavns Lufthavn, skriver i en mail til Ekstra Bladet, at de er opmærksomme på den varslede strejke.

'Som altid i sådanne situationer opfordrer vi rejsende, der har planlagt at skulle flyve med British Airways de pågældende dage, til at holde øje med eventuelle ændringer via flyselskabets hjemmeside,' skriver han.

British Airways flyver direkte til og fra lufthavnene i København og Billund.

Derudover flyver selskabet via Oslo til Aalborg Lufthavn eller direkte igennem et samarbejde med partneren Sun Air.

British Airways og Sun Air har ligeledes et samarbejde omkring flyvninger til Aarhus Lufthavn.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere