Plant i smil og solskin: Havearbejde - sådan gør du

Riv plænen og klip roserne. Ekstra Bladet giver her gode råd til, hvordan du kommer godt i gang med havearbejdet

Finn Christiansen fra Plante Oasen forklarer, hvad du skal tænke over, når du skal i haven.

Foråret er for alvor ved at bide sig fast og skubbe vinterkulden væk. Og netop nu er det tiden, hvor danskerne med god grund kan gå i haven og gøre klar til, når frostgraderne er erstattet af varme og solskin.

Sådan lyder det fra gartner Finn Christiansen, ejer af Plante Oasen i Ballerup, som Ekstra Bladet har besøgt, og hvor man næsten fik lyst til at nynne ’Plante smil og plante solskin’, som det lyder i ’Den gamle gartners sang’. Trods blot fem vindblæste gradern skinnede solen nemlig fra en blå himmel, og lysten til at komme udenfor var enorm – både hos Ekstra Bladet og hos kunderne i Plante Oasen.

Finn Christiansen, gartner og ejer af Plante Oasen. Foto: Anthon Unger
Finn Christiansen, gartner og ejer af Plante Oasen. Foto: Anthon Unger
 

Stedmoder er efterspurgt

– Folk efterspørger lige nu stedmoderblomster, påskeliljer og erantis. Det er planter, som godt kan stå ude i en krukke foran døren, også selv om der kommer lidt frost. Bliver det meget koldt, skal man dog sørge for at dække dem lidt til, men ellers kan de fint klare sig ude nu, siger Finn Christiansen.

Han anbefaler, at man allerede nu begynder at gøre haven klar til sommer-brug.

– Start med at fjerne ukrudt allerede nu. Jorden er fugtig på denne årstid, derfor er det let at trække ukrudtet op. Samtidig er det lettere at holde det stangen, så længe man løbende holder det nede. Jeg anbefaler, at man bruge en time eller to om ugen, så er man godt med.

Drop husmoder-råd

Ekstra Bladet vil naturligvis høre, om der ikke er en smart måde til at undgå en time på knæene i mulden.

– Ukrudtsmidlerne virker ikke før, der er blade på ukrudtet, så der er ikke rigtig nogen let løsning, siger Finn Christiansen.

– Hvad med mælkebøtterne, når de kommer?

– Jeg har godt hørt, at folk bruger eddike eller salt. Men det anbefaler vi ikke, fordi det ikke er testet. Derfor ved man ikke, hvad det betyder for miljøet. Der er en række godkendte ukrudtsmidler, og det er dem, som vi anbefaler.

Sådan lukker du hækken til naboen

Vil du have en flot og tæt hæk, skal du allerede nu begynde at pleje den.

– Hvis hækken ikke groede ordentligt sidste år, skal man begynde og gøde den allerede nu. Det tager cirka to uger, inden at hækken har optaget gødningen, siger Finn Christiansen, gartner og ejer af Plante Oasen i Ballerup.

– Hvis hækken er sat sidste år, skal du også godt begynde at vande den allerede nu. Det behøver du ikke, hvis det er en hæk, der har nogle år på banen, siger han.

Sådan får du grøn græsplæne

Lige nu har mosset godt fast i græsplænen, så drømmer du om byens grønneste tæppe, er det nu, du skal handle, lyder det fra Finn Christiansen.

– Mosset gror lige nu mere end græsset. Derfor skal man sørge for få det væk, så græsset kan komme til, siger han.

Konkret skal man rive græsplænen, så skal det have gødning, og endelig kan man efterså, der hvor der er eventuelle huller. Til hullerne kan man bruge plænedress, hvilket skal spredes over græsplænen her i foråret.

Desuden kan du passende gøde og give kalk allerede nu, og derefter skal du gøde hver fjerde-femte uge, lyder rådet fra Plante Oasen.

Sådan får du røde roser

Har du ikke beskåret dine roser endnu, er det tiden at få det gjort, lyder det fra gartner Finn Christiansen.

– Når du beskærer, sørger du for, at der kommer nye friske grene til, og så får du en flottere plante.

– Har du ikke beskåret frugttræerne endnu, kan du også godt nå det, så længe du holder dig til de tyndere grene. Kronen må ikke blive for tæt på træerne, fordi så kommer der ikke nok lys ind til frugterne, og så har eventuelle sygdomme også lettere ved at gøre skade, hvis de er tætte i toppen.

Samtidig er det vigtigt, at du får gødet.

– Begyndt at gød jorden allerede nu. Roser er en meget sulten plante, og derfor er det vigtigt, at man starter med at give dem næring tidligt, siger han.

Desuden kan du også roligt vande dine planter. Og det er en skrøne, at temperaturen på vandet betyder noget:

– Når det er udendørsplanter, er det lige meget, om du bruger varmt eller koldt vand. Planterne er vant til at få vandet i lufttemperatur, siger Finn Christiansen.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere