Politi advarer: Forlad dit hjem hvis du bor på denne rute

Ekstraordinær vindmølle-transport lukker veje mellem Hanstholm og Østerild mandag

Video: René Schütze

Politiet tager ingen chancer, når to gigantiske vindmølledele mandag 25. november bliver transporteret fra Hanstholm Havn til det nationale testcenter for store vindmøller ved Østerild i Thy.

Derfor opfordrer de nu beboere på den cirka 23 kilometer lange rute til at forlade deres hjem, mens transporten foregår. Transporten af vindmølle-sektionerne varetages af et professionelt firma og betragtes derfor som sikker, men hvis transporten af de tonstunge og flere meter lange dele mod forventning går galt, kan det være farligt at opholde sig i nærheden.

Delene vejer nemlig til sammen omkring 1000 ton og ville derfor kunne gøre voldsom skade, skulle de mod forventning komme på afveje og ramme nogen eller noget på ruten.

- Vi anser transporten for fuldstændig sikker, så det er en ekstra sikkerhedsforanstaltning, hvis der mod forventning skulle gå noget galt, siger politikommissær Jørgen Christensen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Derfor sikrer de sig også, at alle får beskeden. Også hvis man ikke tømmer postkassen eller læser nyhederne.

- Dem, som bor inden for en radius på 50 meter fra vejen, vil få et bank på døren, inden deres hus passeres, så man kan nå at forlade sit hus, forklarer politikommisæren.

Sådan så det ud, da en lignende kæmpevindmølle blev transporteret. Video: René Schütze

Den ene vindmøllesektion er 28 meter høj, otte meter bred og vejer 396 ton. Den anden vindmøllesektion er 10 meter høj og vejer knap 600 ton. Derfor er vejene på ruten under transporten lukket for al anden trafik.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Den første del af ruten fra Hanstholm Havn til Ræhr, som vindmøllen vil befinde sig på fra klokken cirka 8.30 til 13. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Den første del af ruten fra Hanstholm Havn til Ræhr, som vindmøllen vil befinde sig på fra klokken cirka 8.30 til 13. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Her ser du sidste halvdel af ruten fra Ræhr til Østerild, som altså bliver spærret mandag 25. november klokken cirka 11 til 18. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Her ser du sidste halvdel af ruten fra Ræhr til Østerild, som altså bliver spærret mandag 25. november klokken cirka 11 til 18. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
 

Politiet og det firma, som står for at rulle de gigantiske maskindele, har fået omdelt et brev til alle borgere, der bor langs ruten. Brevet indeholder informationer om transporten og anvisninger til, hvordan du skal forholde dig, hvis du er en af dem.

Hjemmeværnet sat ind
Transporten af de to sektioner vil bevæge sig i lav fart fra Hanstholm Havn til testcentret i Østerild. Transporten starter klokken 8.30, og politiet forventer først, at vindmølle-delene er helt fremme klokken 18. Her er politi og følgebiler med hele vejen.

Hjemmeværnet står mandag for at underrette beboere i husene på ruten i god tid, før transporten passerer. Samtidig dirigerer Hjemmeværnet også trafikken.

De store dele til vindmøllen bliver kørt på en blokvogn. Den er bygget til varierende terræn og har både vindmåleudstyr og stabiliseringsudstyr. Der er desuden sikkerhedsregler i forhold til vindmodstand, og transporten indstilles, hvis vejret er dårligt.

234 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere