Politi advarer: Troværdige unge fupper danskere med nyt Dankort-trick

Fyns Politi advarer mod en ny form for bedrageri, hvor borgere bliver franarret deres hævekort af troværdige unge

'Troværdige' svindlere har fundet på en ny kreativ måde at lokke Dankort og kode ud af intetanende danskere. Foto: Martin Lehmann
'Troværdige' svindlere har fundet på en ny kreativ måde at lokke Dankort og kode ud af intetanende danskere. Foto: Martin Lehmann

En ny form for svindel med danskernes hævekort har set dagens lys. Politiet beskriver metoden som snedig og veludført. Det er danske unge, der står bag, og tricket starter over telefon og slutter med hævninger i automater med ofrets stjålne Dankort:

Offeret bliver i første omgang kontaktet af en person over telefon. I røret får han at vide, at det er banken, og de hævder, at hans Dankort er udløbet og altså ikke længere kan bruges. Som en service fortæller ’bankmanden’, at kortet vil blive afhentet og ombyttet med det samme. Borgeren skal blot lægge hævekortet i en konvolut med pinkoden. Herefter bliver offeret bedt om at besvare en masse spørgsmål.

Du må aldrig give din kode - eller dit kort til nogen, advarer politiet. (Foto: Kristian Linnemann)
Du må aldrig give din kode - eller dit kort til nogen, advarer politiet. (Foto: Kristian Linnemann)

Mens samtalen er i gang, ringer det på døren, hvor en med-bedrager forklædt som bud får udleveret kortet fra den godtroende borger. Ganske kort efter er der blev hævet betydelige beløb på kortet.

- Det er jo et utrolig kreativt svindelnummer, for de samarbejder virkelig godt. Der bliver stillet en helt masse spørgsmål i telefonen, mens ’buddet’ ringer på døren. Det går meget hurtigt, og det gør, at man nemt kan blive forvirret, samtidig med at de virker meget troværdige, siger vicepolitiinspektør for Fyns Politi, Jørgen Andersen.

Danske svindlere
Den falske bankmand i telefonen snakker ifølge de uheldige anmeldere flydende dansk, og på samme måde er 'buddet' også dansk. Han beskrives i øvrigt som mellem 20-25 år og spinkel af bygning. Politiet efterforsker sagerne i øjeblikket og opfordrer imens danskerene til at bruge deres sunde fornuft.

-Vi må på det kraftigste advare om ikke at hoppe på den limpind. Man skal under ingen omstændigheder oplyse koden til sit Dankort, og man skal heller ikke aflevere sit Dankort til en vildt fremmed person, der påstår at være et bud fra banken, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen.

(Foto: Claus Sjödin, Dansk Supermarked)
(Foto: Claus Sjödin, Dansk Supermarked)

Denne type tricktyveri er ikke i stigning og kan virke noget overraskende at blive udsat for. For tiden stiger antallet af sager med databedrageri – altså økonomisk kriminalitet på nettet, fortæller vicepolitiinspektøren.

- Det her er ikke noget, vi har oplevet tidligere, lige nu er det databedrageri, vi har travlt med. Eksempelvis private handler mellem borgere, hvor den ene part ikke får sikret sig varen, før vedkommende har overført penge med MobilePay og Swipp.

287 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere