Politi-ballade kan give FÆRRE betjente til bandekrig

De nyuddannede politikadetter risikerer at være blokerede fra arbejdet, når de har bestået uddannelsen- Foto: /ritzau/Tobias Nicolai
De nyuddannede politikadetter risikerer at være blokerede fra arbejdet, når de har bestået uddannelsen- Foto: /ritzau/Tobias Nicolai

Den 1. september står det første hold nyudklækkede politikadetter klar til at indtage den dansk-tyske grænse og aflaste deres politi-kolleger, så de blandt andet kan komme tilbage til en bandekonflikt, der lige nu raser i København.

Men lige nu er der dog langt fra politikadetuddannelsen i Brøndby til grænsekontrol i Padborg ved den dansk-tyske grænse.

De 54 kommende politikadetter fra september har nemlig fortsat ingen overenskomst og forholdet mellem deres fagforening, Politiforbundet, og deres arbejdsgivere i staten er tilspidset. På grund af balladen har Politiforbundet varslet blokade. Det betyder, at politikadetterne er blokeret fra at starte i arbejde, når uddannelsen er bestået. Det skriver Avisen.dk.

Det får konsekvenser for det almene politi, hvis de ikke kommer i arbejde hurtigst muligt, peger formanden for politiforbundet, Claus Oxfeldt, på.

- Det får den konsekvens, at de mangler. De skulle aflaste de politifolk, der er på grænsen. Og hvis de ikke kan starte fra september, betyder det, at det kører videre, som det er nu. Og der kører det jo ikke, er vi alle enige i. Vi er alt for pressede, siger Claus Oxfeldt til Avisen.dk.

David er politibetjent og fortæller her om, hvor presset politiet er for tiden.

Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen, der er den statslige arbejdsgiver, har de seneste måneder forhandlet om en overenskomstaftale. Men de er endnu ikke kommet til enighed om udfaldet. Politiforbundet kræver ret til strejke eller tjenestemands vilkår, som 'storebroderen' politibetjentene har. Moderniseringsstyrelsen er imod. Styrelsen vil ansætte kadetterne på overenskomst, men uden ret til at strejke.

Formanden for Politiforeningen i København, Michael Møller, mener, at 54 nye kadetter kan gøre en stor forskel for politiets arbejde, når de kan frigive betjente til andre opgaver.

- 54 er mange lige nu, fordi vi skriger på alle de ressourcer, vi kan få. Der mangler politifolk på alle indsatsområder i hele landet. 54 kan gøre en kæmpe forskel, siger Michael Møller.

Når man tager politifolk, der ellers skulle bruges til at holde bandekrigen i København i ro og sætter dem ved grænsen, er det klart, at man nu kan se en bandekonflikt i udbrud, mener Politforeningens formand i København, Michael Møller.

- 80 procent af vores efterforskningsspecialister, der er vant til at tage sig af bandemedlemmer er overført til andre afdelinger. Derfor har banderne haft friere spil siden 2015. Mine kolleger har gået og ventet på, hvornår bandekrigen ville bryde ud, fordi vi har sluppet taget, siger Michael Møller.

Heidi arbejder som leder i et fængsel. Hun fortæller, at fængslerne er blevet til klubhuse for bander. Læs hendes historie her.

Men med knap tre uger til, at de nye kadetter er færdiguddannet og klar til arbejde, byder Moderniseringsstyrelsen  Politiforbundet op til forhandlinger, skriver vicedirektør Linda Nordstrøm Jessen i en mail til Avisen.dk:

- Vi vil meget gerne nå til enighed om en overenskomst for politikadetterne, så de kan løfte de væsentlige samfundsmæssige opgaver, de er blevet uddannet til.

- Derfor vil vi fra Moderniseringsstyrelsen også gerne snarest mødes ved forhandlingsbordet og i fællesskab finde den rigtige løsning.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen