Politi efterforsker selvmord i forbindelse med læk af utroskabsside

Canadisk Politi undersøger en forbindelse mellem to mænds selvmord efter utroskabssiden Ashley Madison blev hacket

Hackergruppen The Impact Team har gjort alvor af truslen om at offentliggøre millioner af utro brugere. Det har formentlig kostet menneskeliv.
Hackergruppen The Impact Team har gjort alvor af truslen om at offentliggøre millioner af utro brugere. Det har formentlig kostet menneskeliv.

To personer i den canadiske by Toronto har tilsyneladende begået selvmord, efter oplysninger fra utroskabssitet Ashley Madison blev lækket. Det oplyser det lokale politi til medierne på et pressemøde, skriver The Guardian.

- Fra i morges har vi to tilfælde af selvmord, som måske kan sættes i forbindelse med lækagen af Ashley Madisons kundekartotek, lyder det fra Bryce Evans fra Toronto Politi.

Bryce Evans oplyser desuden, at politiets efterforskningshold ikke har interesse i datingsiden som sådan, men at de udelukkende arbejder på at finde ud af om der er en sammenhæng mellem de to dødsfald og den hackede hjemmeside.

Ekspert advarede

Sikkerhedsanalytiker Brian Krebs udtalte i sidste uge, at han netop frygtede at nogen ville tage deres eget liv på grund af lækagen.

- Der er en meget reel chance for at folk kommer til at overreagere på frygten for at blive hængt ud og latterliggjort. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi ser, at folk begår selvmord på grund af det her.

I sidste måned blev det gigantiske utroskabssite AshleyMadison.com hacket af en gruppe, der kalder sig selv for The Impact Team.

Gruppen truede med at gøre samtlige 32 millioner brugeres oplysninger frit tilgængelige på nettet, og de gjorde efterfølgende alvor af truslerne.

Se også: Hackere truer utroskabs-site: Vil offentliggøre alt

Data fra AshleyMadison.com, såvel som fra andre kontroversielle datingsites som ’Cougar Life’ og ’Established Men’, som alle styres af selskabet Avid Life Media, inkluderer både navne, adresser og kreditkortinformationer på de mange brugere verden over – helt tilbage fra 2007.

Se også: Sådan er den utros elskerinde

Det betyder, at enhver nu kan downloade de offentliggjorte data – og altså potentielt vil kunne finde sig selv, sin bedre halvdel eller andre bekendte blandt brugerne.

42 kommentarer
Vis kommentarer