Politi kan ikke følge med lange køer af udlændinge: Vi lukker

Der var fredag så lang kø i udlændingeekspeditionen hos Midt- og Vestjyllands Politi, at politiet valgte at lukke flere timer tidligere end planlagt

Der er så travlt ved Udlændingestyrelsens skranker rundt i de forskellige politikredse, at en enkelt politikreds nu har måttet lukke på grund af for lang kø. Arkivfoto: Kim Agersten/Polfoto
Der er så travlt ved Udlændingestyrelsens skranker rundt i de forskellige politikredse, at en enkelt politikreds nu har måttet lukke på grund af for lang kø. Arkivfoto: Kim Agersten/Polfoto

Midt- og Vestjyllands Politi har så store problemer med at nå at håndtere hundredvis af udlændingesager, at politikredsen fredag valgte at trække en streg i sandet.

Ved middagstid besluttede leder af Udlændingeekspeditionen i Holstebro, politikommissær Peter Christensen, simpelthen at lukke, selv om der var laaaang kø.

- Vi kan ikke have, at folk sidder i timevis for at vente. I går skulle vi have lukket klokken 14, men fordi der var så mange i kø, så var vi først færdige klokken 19. Sådan kan det ikke blive ved, siger Peter Christensen.

Peter Christensen fortæller, at han har talt med kolleger i andre politikredse, som fortæller om samme tendens; der er mere travlt ved skrankerne.

Pres på hele året
Egentlig er det Udlændingestyrelsen i København, som har til opgave at hjælpe udlændinge med arbejds- eller opholdstilladelse og eksempelvis at udstede en forlængelse. Men politikredsene har i en periode varetaget den praktiske opgave med at tage sig af henvendelserne.

Også fordi hver enkelt udlænding på den måde slipper for at skulle helt til hovedstaden for at møde personligt frem.

Peter Christensen fortæller til Ekstra Bladet, at der har været pres på ekspeditionen i hele indeværende kalenderår. Særligt slemt er det lige nu frem mod pinseferien, hvor mange udlændinge - typisk østeuropæere - har behov for at få lov til at rejse til hjemlandet en kortere periode for siden at vende tilbage igen.

Den slags kræver en ud- og hjemrejsetilladelse for at få lov til at arbejde igen, når de kommer retur.

Hver sag kræver mere tid
Der er ifølge Peter Christensen ikke kommet flere udlændinge til Danmark i perioden. Årsagen til det stigende pres på udlændingeekspeditionen skal derfor findes et andet sted.

- Det, som vi regner med er årsag, er, at man har fået længere sagsbehandlingstid i Udlændingestyrelsen, siger Peter Christensen.

- Når folk så ikke får svar så hurtigt, som de forventer, så tropper de op hos os, fortsætter politikommissæren.

Han fortæller videre, at det også ville være formålstjenligt, om politikredsene rundt i landet leverede den samme service.

- Nogle steder har man lukket to dage om ugen. Det gør, at der kommer udlændinge fra andre dele af landet over til os. Vi har et eksempel på, at folk er kommet fra Fyn, for at få os til at klare ekspeditionen, forklarer Peter Christensen.

Lige nu er det slemt
Peter Christensen fortæller, at der er lavet en handlingsplan, som på sigt skal forhindre det enorme pres, som er på de HK-ansatte i ekspeditionen. Og som også skal sørge for, at udlændinge ikke sidder i mange timer, efter de har trukket et nummer i automaten.

- Lige nu må vi erkende, at vi ikke kan klare presset. Men det skal nok komme til at gå på sigt. Det er jeg sikker på, siger han.

Men det skal du jo sige som chef. Er dine ansatte enige i den udlægning?

- Jeg tror nu nok, at de ville svare på samme måde. Der er generel tiltro til, at det nok skal komme til at fungere.

202 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere