Politi og DMI advarer mod glatte veje

Jylland er ramt nu, men senere på dagen rammer slud og hagl hele landet, oplyser DMI

(Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)

Skal du ud i morgentrafikken, så kør forsigtigt.

Flere politikredse advarer mod glatte veje.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er 'vejene lumske, da de kan være fugtige og glatte', og der saltes der flere steder i politikredsen.

I nat blev der også iværksat saltning på Sønderjyske Motorvej E45 nord for Haderslev og på E20 Esbjerg Motorvejen - øst for vejen.

Også DMI opfordrer bilister til at være forsigtige i morgen- og formiddagstimerne.

- Det er især i Jylland, at der er risiko for pletvis frysende våde vejbaner og isglatte veje. Det skyldes, at det regnede i går, og så er det klaret op i nattens løb, og så blæser nogle byger ind over Jylland fra vest med regn og sludbyger. Mellem bygerne klarer det op, og så bliver det hurtigt koldt på vejbanerne, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog hos DMI, til Ekstra Bladet.

Han understreger, at selv om temperaturen viser to til tre graders varme på termometret, kan vejbanerne sagtens nå ned på frysepunktet og derunder.

Risikoen for isglatte veje forsvinder i løbet af morgenen og formiddagen, men det betyder langt fra, at bilister ikke skal passe på.

- Senere på dagen får vi flere og flere byger. De bliver ret kraftige med slud og hagl lokalt. Det rammer hele landet, siger Frank Nielsen.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere