Politi og Skat mødt er mødt talstærkt op ved dette års store bilshow – Danmarks Hurtigste Bil – på den nedlagte flyveplads ved Vandel tæt på Billund.
Ikke mindst torsdag havde politiet så travlt med at skrive bøder ud, at irritationen blandt arrangør, tilskuere og kørere voksede med raketfart.
Politiet jagtede nemlig både færdsels-syndere inde og udenfor det afspærrede område og alt blev til tilsyneladende noteret ned.

Torsdag aften havde arrangøren, direktør Kenneth Andersen, et uofficielt møde med politiet. Fredag forløb da også noget mere gnidningsfrit, selv om det vrimlede med betjente over alt på flyvepladsen og omegnen heraf.
Måtte skubbe bilerne rundt
- Vi er glade for politiets tilstedeværelse. Nu går det også bedre. Men det er selvfølgelig ikke et menukort, politiet kommer med, hvor vi kan bestille alt, hvad vi vil have, konstaterer Kenneth Andersen.

Ekstra Bladet talte med flere deltagere og tilskuere, som havde fået bøder.
-Torsdag tvang politiet os til at skubbe bilerne rundt på området, fordi de ikke har nummerplader på. Vi måtte således skubbe flere hundrede biler rundt. Jeg forstår ikke, hvorfor politiet opfører sig sådan, lød det fra en frustreret Morten Jensen fra Brande.
Han opfordrer politiet til at lade de unge være i fred – netop når de er på en lukket bane.
-Ellers fortsætter vi jo bare ude på gaderne, hvor vi splitter os op og gemmer os, lyder det fra Morten Jensen.
Ikke begejstret over politiet
Thomas Eriksen fra Nordjylland er heller ikke ligefrem begejstret over politiets indsats under det store bilstævne.
- Vi kørte ind på den lukkede plads i en lastbil. Her blev vi stoppet og fik en bøde for at køre uden sele. Vi kørte i lastbil med ti kilometer i timen, fortæller en hovedrystende Thomas Eriksen.

Morten Jønsson fra Horsens fik også lovens lange arm at føle.
-Jeg fik en bøde på 1.000 kroner for at køre uden vægttavler. Det er jo OK, for man skal have vægt-tavler på. Men jeg synes godt, at politiet kunne bruge deres tid lidt bedre.
Tal endnu ikke gjort op
Politiets indsatsleder ved det store bilshow ønsker ikke at medvirke i et interview, men henviser til vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.
Her oplyser vagtchef Lars Grønløn, at politiet endnu ikke har et samlet overblik over, hvor mange, der er blevet noteret under bilshowet.
-Det får vi først et overblik over, når showet er overstået i weekenden. Mange af færdselsbetjentene har for eksempel stadig deres bøder i lomme-bogen, siger vagtchefen.
Han ønsker i øvrigt ikke at kommentere politiets indsats ved bilstævnet, der forventes at få omkring 10.000 tilskuere i alt.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.