Politibetjent: Vores løn er absolut ikke fair

Christian Billesø tjener lige over 31.000 kroner om måneden, men det hænger slet ikke sammen med det ansvar han har, mener han

Christian Billesø er indsatsleder hos Fyns Politi. Det får han lige over 31.000 kroner for om måneden. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Christian Billesø er indsatsleder hos Fyns Politi. Det får han lige over 31.000 kroner for om måneden. Foto: Tim Kildeborg Jensen

38-årige Christian Billesø fra Odense er politibetjent.

Han er glad for sit arbejde - men bestemt ikke for størrelsen af lønnen.

Efter ti år i uniform tjener han månedligt lige over 31.000 kroner for at være indsatsleder.

Men det hænger slet ikke sammen, forklarer han, og netop derfor har han valgt at deltage i Ekstra Bladets store lønprojekt, hvor 47 danskere i dag viser deres lønsedler frem for at skabe mere åbenhed og dialog om løn.

- Hvor fair mener du, din løn er?

- Den er absolut ikke fair. Generelt er lønniveauet i politiet for lavt, ikke mindst som indsatsleder. Når vi rykker ud til en ulykke, et gerningssted eller lignende, så er det indsatslederen, der skal styre og koordinere hele indsatsen ude på stedet – og efterfølgende samle trådene i forhold til efterforskning, debriefing m.m. Der følger et stort ansvar med, og ofte går tingene stærkt.

Du kan gå på opdagelse i Christian Billesøs og 46 andre danskeres lønsedler via linket herunder:

Hvad får disse danskere - og 43 andre - i løn? Svaret finder du her. Foto: Linda Johansen, Jakob Jørgensen, Anita Graversen, René Schütze Tæt på 47 danskere: Her er vores lønseddel

5000 mere om måneden
- Tidligere var det kun vicepolitikommissærer, der varetog stillingen som indsatsleder, og de var i forvejen på et højere løntrin, men den titel er udfaset, så nu kan alle i politiet i princippet blive uddannet til at være indsatsleder. Fyns Politi giver mig et tillæg på cirka 1390 kroner, men i nogle kredse gives ingenting.

- Hos Fyns Politi besættes nogle indsatsleder-stillinger også med politiassistenter, der ansættes som konsulenter. De får omkring 5000 kr. mere om måneden, selv om vi har det samme ansvar og løser de samme opgaver. Det skriger jo til himlen på en offentlig arbejdsplads.

- Hvad ville være en fair løn?

- Hvis jeg i første omgang steg de cirka 5000 kroner, så vi fik ens løn, så ville det være en start. Det ville honorere ansvaret og det stigende arbejdspres.

Skaffer mad på bordet
- Hvor betyder lønnen for dit samlede arbejdsliv?

- Måske 50 procent, for det er jo den, der skaffer mad på bordet. De sidste 50 procent er gode kollegaer. Det er det, der holder sammen på politiet, for over hele linjen er vi pressede. Der bliver flere og flere opgaver og færre til at løse dem. Samtidig er der ingen skulderklap for den ekstra indsats. Ingen personalepleje. Ingen goder.

- Tjener du nogen penge ud over dit job?

- Ja, jeg er uddannet håndværker og har et håndværker-firma, som jeg kører ved siden af. Det er jeg nødt til for at få privatøkonomien til at hænge sammen.

Christian Billesø

Månedsløn u. pension: 31.342 kr.

Timeløn u. pension: 195 kr.

Pension på en måned: 4183 kr.

Arbejdsgivers pensionsbidrag: 18 pct.

Eget pensionsbidrag: 0 pct.

Udbetalt: 16.485 kr.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

752 kommentarer
Vis kommentarer