Politiet efterforsker hvidvask for 30 milliarder kroner

Bagmandspolitiet har rejst sigtelse om hvidvask for 30 milliarder kroner. Det fremgår af en retskendelse

Endnu en hvidvasksag med udgangspunkt i Danske Bank nu lukkede estiske afdeling er under efterforskning. Få et overblik over det hidtidige forløb i Danske Banks store hvidvasksag her. Video: Martin Ekelund

En sag om hvidvask for omkring 30 milliarder kroner er under efterforskning hos SØIK, populært kaldet Bagmandspolitiet.

Politiets mistanke drejer sig om, at nogle danske selskaber skal have kanaliseret det enorme beløb, der angiveligt stammer fra lovovertrædelser, gennem Danske Banks nu lukkede og skandaleramte filial i Estland.

Litauisk kvinde sigtet
En herboende litauisk kvinde er sigtet i sagen. Det fremgår af en kendelse, som Retten på Frederiksberg afsagde i december, og som Ritzau har fået aktindsigt i.

Sagen kaldes af Bagmandspolitiet for K/S-sagen. Det henviser til, at selskaberne var kommanditselskaber.

I en udtalelse tirsdag til Ritzau bekræfter statsadvokat Kirsten Dyrman, at SØIK har konstateret, at der kan være begået hvidvask i forbindelse med en række danske kommanditselskaber.

Alle kunder er mistænkelige
I de seneste par år har der været stort fokus på Danske Banks filial i Estland, som mistænkes for at være blevet misbrugt til hvidvask.

I en advokatundersøgelse, som banken selv bestilte, blev der set nærmere på cirka 15.000 kunder i filialen. Kun 72 var danske kunder. Heraf var der 53 kommanditselskaber.

'Alle disse kunder er fundet mistænkelige', hedder det i Bruun & Hjejles rapport specifikt om kommanditselskaberne.

Misbruget kunne lade sig gøre på grund af 'alvorlige mangler i bankens styring og kontrolsystemer', står der i rapporten, som blev offentliggjort i september 2018.

Danske Bank og flere ledende personer, heriblandt tidligere administrerende direktør Thomas Borgen, er blevet sigtet af Bagmandspolitiet for ikke at overholde de regler, som netop skal hindre hvidvask.

Syv års hvidvask
Sagen om de 30 milliarder kroner begyndte efterforskere i Bagmandspolitiet at arbejde sidste sommer.

Sigtelsen blev formelt rejst i oktober, men endnu er efterforskningen på et tidligt stadie, fremgår det af retskendelsen.

Hvidvaskningen skal være sket i løbet af en periode på lidt mere end syv år - fra december 2008 og frem til marts 2016.

Statsadvokat Kirsten Dyrman siger, at det er for tidligt at udtale sig om omfang og tidshorisont for, hvornår der vil kunne tages stilling til eventuel tiltale.

Tråde til Danske Bank
- Jeg kan dog oplyse, at efterforskningen har tråde både til sagen mod Danske Bank og en verserende sag om overtrædelse af straffelovens § 290 a, udtaler hun.

Dermed hentyder hun til, at den sigtede, den 46-årige CC, i forvejen er tiltalt i en sag om hvidvask af 166 millioner kroner. For tiden behandles denne sag af Retten på Frederiksberg.

CC har arbejdet sammen med landsmanden AM, der tidligere er stået frem i Berlingske. Her han han berettet om, at han havde rollen som stråmand, idet han var registreret som direktør i et stort antal selskaber. Det var især rige russere, der brugte ham, skrev avisen.

Direktør i 200 selskaber
I den verserende straffesag mod CC er han blevet afhørt som vidne. Han har fortalt retten, at han har været indsat som direktør i godt 200 selskaber. Først blev han hyret af et dansk-russisk par, og senere var det CC, han arbejdede for.

Som direktør skulle han ikke gøre noget særligt. Det var nok at møde op på et kontor en gang om ugen og underskrive dokumenter. Han skulle bare lægge navn til, har han sagt. Lønnen var 12.000 kroner om måneden.

Meget stort beløb
I øvrigt forventer han selv at blive stillet for retten, har han sagt i vidneskranken. I Tyskland undersøges han i en sag om 300 millioner euro, og dertil kommer den nye danske sag om 'et meget stort beløb', fremgår det af retsbogen.

Forsvarer: Min klient er ikke blevet afhørt om 30 milliarder

Forsvareren for den litauiske kvinde, der sigtes for at have hvidvasket omkring 30 milliarder kroner, undrer sig over forløbet i sagen.

Advokat Ulrik Sjølin Pedersen oplyser, at han pr. mail blev bedt om at orientere sin klient om sigtelsen.

Det skete i oktober. Det var ikke besværligt at få den overbragt, for kvinden sidder varetægtsfængslet i en anden sag om hvidvask. Her har anklagemyndigheden rejst tiltale, og her er beløbet på 166 millioner kroner.

- Man kan godt ryste lidt på hovedet over, at en så alvorlig sigtelse om 30 milliarder overbringes via forsvareren, siger Ulrik Sjølin Pedersen.

Han tilføjer, at han fra Bagmandspolitiet kun har fået udleveret relativt få bilag om sagen. Endnu er hans klient, 46-årige CC, ikke blevet afhørt om sigtelsen. Hun nægter sig skyldig.

I begyndelsen af måneden blev sagen om de 166 millioner indledt ved Retten på Frederiksberg. En russisk tolk har siddet klar ved hendes side. Under de første retsmøder demonstrerede hun dog, at hun tilsyneladende forstår en hel del af, hvad anklagerne siger.

Igen og igen rystede hun på hovedet, og af og til virkede hun vred og oprevet over nogle udsagn.

CC har været administrator i en lang række selskaber, og straffesagen om de 166 millioner kroner drejer sig om transaktioner i fire selskaber, hvoraf hun selv ejer det ene.

- Der var tale om fiktive selskaber, som var tomme skaller, hvis primære formål var at kanalisere sorte penge gennem Danmark og videre til udlandet, sagde anklager Rasmus Maar Hansen i retten, da han præsenterede sagen.

Advokat Ulrik Sjølin Pedersen bad i december om at få lagt de to sager sammen. Men retten sagde nej.

Den nye sag om det meget store beløb befinder sig endnu på et tidligt efterforskningsmæssigt stadie. En sammenlægning vil betyde en "væsentlig forhaling af den berammede sag", hed det. Den mindre sag ventes at slutte i marts.

I øvrigt har retten afvist et ønske om yderligere 19 vidner fra forsvarerne. Ud over CC er en bogholder, kvindens søn samt de fire selskaber tiltalt.

I et af de første retsmøder erkendte anklagerne, at de egentlige bagmænd formentlig befinder sig i Letland og andre steder.

Bagmandspolitiet indledte efterforskningen på grund af en underretning fra Nykredit Bank om mulig hvidvask. Undervejs blev der foretaget aflytninger.

CC har tidligere arbejdet hos Dan Consulting Strand House, som af dagbladet Børsen er blevet betegnet som en firmafabrikant, der især har betjent østeuropæiske selskaber med behov for anonyme skuffeselskaber.

I mange år havde det adresse på Nybrogade i København. Berlingske har tidligere berettet, at flere kommanditselskaber var hjemmehørende samme sted.

Den nye sigtelse om 30 milliarder handler om aktiviteter i netop kommanditselskaber, som sendte penge gennem Danske Banks filial i Estland.

/ritzau/

169 kommentarer
Vis kommentarer