Politiet forventer: Demonstranter vil blokere trafikken

Københavns Politi forventer, at deltagerne til demonstrationen i eftermiddag, kommer til at skabe store trafikale problemer i indre by

Vejdirektoratet advarede torsdag morgen trafikanterne om det kommende trafikkaos i indre København. Her kan du se video fra demonstrationen (Foto: Niels Østergaard)

Den planlagte demonstration mod regeringens besparelser på uddannelsesområdet kommer til at give trafikale problemer, lyder meldingen fra Københavns politi.

- Det er svært at sige, præcis hvor store problemerne bliver, men i myldretiden vil trafikken blive blokeret de steder, hvor demonstrationen går forbi, siger vicepolitiinspektør, Rasmus Bernt Skovsgaard til Ekstra Bladet.

Demonstranterne starter forskellige steder i København og mødes omkring kl. 16.30 på Rådhuspladsen, hvorefter de går i samlet flok til Christiansborg Slotsplads.

Se også: 20.000 studerende demonstrerer: Derfor er vi sure

Lukker ikke byen af

Københavns Politi forventer trafikproblemerne bliver størst omkring Rådhuspladsen, og når demonstranterne bevæger sig mod Christiansborg Slotsplads.

Og selv om demonstranterne højest sandsynligt kommer til at gå på kørebanen, spærrer politiet ikke byen af.

- Vi har fuld fokus på at få demonstranterne sikkert frem, men vi lukker ikke byen af. Vi vil sørge for, at trafikanterne oplever mindst mulig gene, så i det omfang vi kan, vil vi dirigere trafikken, siger vicepolitiinspektør, Rasmus Bernt Skovsgaard til Ekstra Bladet.

Samfund - 29. okt. 2015 - kl. 15:28 TV: Halvdelen af landets gymnasier har nedlagt undervisningen  

Lad bilen stå

Københavns Politi opfordrer på twitter billisterne til at lade bilen stå, hvis de skal til indre by i tidsrummet mellem kl. 14.30 og 20.00 torsdag.

De anbefaler i stedet, at man benytter offentlig transport, hvis man skal til eller fra indre København.

- Hvis folk ikke kan undgå at tage bilen, anbefaler vi at de holder sig orienteret på twitter, eller lytter til trafikradioen, hvor vi sørger for at komme med opdateringer, siger vicepolitiinspektør, Rasmus Bernt Skovsgaard til Ekstra Bladet.

Demonstrationen slutter på Christiansborg Slotsplads kl. 18.00, men politiet forventer først, at trafiksituationen er normal igen omkring kl. 20.00.

24 kommentarer
Vis kommentarer