Politiet: Holder øje med studentervogne

Sikkerheden for studenterne er det vigtigste, når de i løbet af ugen skal på studenterkørsel, fortæller politiet

Politiet kommer til at holde et godt øje med studentervognene. Foto: Stine Bidstrup/Polfoto
Politiet kommer til at holde et godt øje med studentervognene. Foto: Stine Bidstrup/Polfoto

Bliver du student og har en særlig historie i den forbindelse, eller har du oplevet noget særligt i forbindelse med studenterkørsel, vil vi gerne høre fra dig. Skriv en sms til 1224 (alm. takst) eller en mail til 1224@eb.dk.

Glade råb fra studenter på studenterkørsel kommer til at fylde gadebilledet i mange danske byer den kommende uge, men de kan hurtigt forstumme, hvis der ikke er styr på sikkerheden på de modificerede køretøjer.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi kommer man til at patruljere og sikre, at alt er, som det skal være i de glade studenterdage.

- Vi kommer til at have fokus på det de næste par uger. Vi gør det samme, som vi gjorde sidste år. Vi har også lidt ekstra mandskab på arbejde, som kommer til at have fokus på kontrol af studenterkørsler, fortæller Henrik Fobian, der er leder for Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

- Det er blandt andet køre-hviletids-reglerne (for chaufførerne, red.), som vi holder øje med, men også om de har kørekort til køretøjet, og om det er indregistreret, fortæller han.

Vigtigst af alt er dog sikkerhed på ladet, hvor studenterne befinder sig, når de kører fra stop til stop.

-  Det skal være sikkert opbygget i forholdt til studenterne, så de ikke kommer til skade, hvis vognen kører galt.

- Har man i anledningen indrettet sit køretøj til studenterkørsel og sat nogle paller eller bænke op, som studenterne kan sidde på, når de kører, så skal de være fastspændt, så de ikke flyver rundt, hvis der bliver bremset hårdt eller kørt ind i noget, siger Henrik Fobian.

Ikke ude på at ødelægge den gode stemning
Han fortæller, at de laver kontrollerne for at sikre, at studenterne får en god dag.

- Det er for at sikre os, at de også kan holde festen i trygge rammer og ikke skal risikere liv og lemmer på det.

Hvis køretøjerne ikke lever op til de standarder og krav, der er, kan det i værste tilfælde ende med, at de ikke kan få lov at køre videre, før der er rettet op på tingene.

- Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvor galt det kan gå. Hvis der bliver bremset hårdt op, og der er en palle, der ikke er spændt fast og lige vælter over et ben, så er det jo ikke godt, siger Henrik Fobian.

Han opfordrer studenterne til at bruge deres sunde fornuft og tjekke, om alt ser sikkert ud.

Selvom politiet kommer til at kontrollere køretøjer, så håber Henrik Fobian ikke, at de finder fejl og mangler.

- Hvis vi ikke finder noget, bliver vi kun glade. Det er det vigtigste. Den bedste dag for os er, hvis vi ikke kan finde nogen fejl, så det bare kører derudad.